Jeg vil starte med et historisk mysterium. I 1957 var der to unge kvinder. De var begge i 20erne, de boede i den samme by og de var begge medlemmer af den samme politiske gruppe. Det år besluttede de begge at begå voldelige angreb. Den ene kvinde tog et håndvåben, og gik op til en grænsesoldat, den anden kvinde tog en bombe med til en travl café. Det interessante er, at kun én af disse kvinder, fuldførte sit angreb, mens den anden skiftede mening. Hvad gjorde forskellen? Jeg er adfærdshistoriker og studerer aggressivitet, moralsk erkendelse og beslutningsprocesser i sociale bevægelser. Det er noget af en omgang. (Griner) Oversat betyder det, at jeg studerer det øjeblik, hvor et individ beslutter sig for at handle, de små beslutninger, der leder op til det øjeblik, og de historier, som individet benytter til at retfærdiggøre sine handlinger. Dette emne er dog ikke kun videnskabeligt for mig. Det er også personligt. Jeg voksede i Kootenai County, Idaho, og det her er meget vigtigt. Det er ikke den del af Idaho, der har en masse kartofler. Vi har ingen kartofler. Og hvis du spørger mig om kartofler, skal jeg nok finde dig. (Latter) Denne del af Idaho er kendt for bjergsøer, ridning, skisport. Fra 1980erne blev den uheldigvis også kendt som Aryan Nations' globale hovedkvarter. Hvert år marcherede medlemmer af det lokale nynazistiske bosted gennem vores by, og hvert år protesterede byens folk imod dem. Jeg blev student i 2001 og flyttede til New York for at studere. Jeg ankom i august 2001. Som mange af jer nok ved, blev World Trade Center bombet kun tre uger senere. Jeg var chokeret. Og jeg var utrolig vred. Jeg ville gøre et eller andet, men det eneste, jeg kunne komme på på det tidpsunkt, var at studere arabisk. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var den pige i klassen, der ville vide, hvorfor "de" hadede "os." Jeg begyndte at studere arabisk af de helt forkerte årsager. Men der skete noget uventet. Jeg fik et stipendium til at studere i Israel. Så pigen fra Idaho tog til Mellemøsten. Mens jeg var dér, mødte jeg palæstinensiske muslimer, palæstinensiske kristne, israelske bosættere og israelske fredsaktivister. Og jeg lærte, at alle handlinger har en årsag. Det sker i en kontekst. Jeg har sidenhen rejst rundt i verden, jeg har studeret voldelige bevægelser, jeg har arbejdet med NGO'er og tidligere soldater i Irak, Syrien, Vietnam, Balkan og Cuba, jeg har opnået en PhD i historie og nu besøger jeg forskellige arkiver, hvor jeg graver rundt efter tilståelser fra kriminelle, retssager, dagbøger og manifester fra individer, der har deltaget i voldelige angreb. Og hvad kan man så lære fra alle disse kilder? Det viser sig, at vores hjerner elsker små mysterier. Så når vi ser et angreb i nyhederne, stiller vi ét spørgsmål: "Hvorfor?" Hvorfor skete det? Nu har jeg læst tusindvis af manifester, og jeg ser, at de faktisk er imitationer. De imiterer de politiske bevægelser, som de er inspirerede af. Så egentlig siger de ikke meget om beslutningsprocesser specifikt. Derfor skal vi lære at stille helt andre spørgsmål. I stedet for "Hvorfor" skal vi spørge "Hvordan"? Hvordan udfører individer disse angreb, og hvordan førte årsagen bag deres beslutninger til voldelig adfærd? Jeg har lært forskellige ting, ved at stille den slags spørgsmål. Det allervigtigste er, at politisk vold ikke er indgroet i kulturen. Vi skaber det. Og hvad enten vi ved det eller ej, så medvirker vores daglige vaner til at skabe vold i vores omgivelser. Jeg har fundet nogle forskellige vaner, der fører til vold. Noget af det første folk gør, når de forbereder dem selv til en voldelig begivenhed er, at placere sig selv i en informationsboble. Vi har alle hørt om "fake news" [falske nyheder]. Noget overraskede mig: Hver gruppe, som jeg har studeret, har et udtryk for "fake news". Franske kommunister kaldte dem "den rådne presse", den franske ekstreme højrefløj kaldte det "svindelpressen" og "den forræderiske presse." Islamister i Egypten kaldte dem "fordærvede nyheder" og egyptiske kommunister kaldte dem... "fake news." Hvorfor bruger grupper så meget tid på at skabe informationsbobler? Svaret er faktisk ret simpelt. Vi baserer vores beslutninger på information, vi stoler på. Så hvis vi stoler på dårlig information, tager vi dårlige beslutninger. En anden interessant vane, som individer brugte, når de ville udføre et voldeligt angreb, var, at de ikke så deres offer som et individ, men som et medlem af det modsatte hold. Nu bliver det ret sært. Lidt sjov hjerneforskning kan forklare, hvorfor denne tankegang er effektiv. Som et eksempel, kan vi dele jer i to hold: Blå hold og rødt hold. Derefter beder jeg jer om at konkurrere mod hinanden. Det sjove er, at allerede efter få millisekunder begynder I at opleve glæde, når der sket noget dårligt, for deltagerne på det andet hold. Hvis jeg så beder et medlem om at skifte fra det blå til det røde hold, så omjusteres personens hjerne, og inden for millisekunder oplever personen nu glæde, når der sker dårlige ting for de tidligere holdkammerater. Dette er et godt eksempel på, hvorfor "os og dem"-tænkning er så farligt i vores politiske miljø. En anden vane, som personer brugte som forberedelse til et angreb, var at fokusere på forskelle. Med andre ord, de så på deres ofre og tænkte, "Jeg har intet tilfælles med den person. De er helt anderledes end mig." Igen kan dette lyde som et ret simpelt koncept, men det er funderet på fascinerende videnskab. Hvis jeg viser jer en video med hænder i forskellige farver, der bliver stikket med nåle. Okay? Hvis du er hvid, så er der størst change for, at du føler mest sympati eller mest smerte, når du ser en hvid hånd blive stukket med en nål. Hvis du er latino, araber eller sort oplever du nok mest sympati, når en hånd, der ligner din, bliver stukket med en nål. Den gode nyhed er, at det ikke er en biologisk medført adfærd. Det er noget vi lærer. Hvilket vil sige, at jo mere tid vi bruger sammen med andre folk, der ikke ligner os, og jo mere vi ser dem som en del af vores hold, jo mere sympatiserer vi med deres smerte. Den sidste vane, som jeg vil nævne, er, at når personerne forberedte sig på at udføre angrebet, fokuserede de på særlige følelsesmæssige signaler. I måneder fokuserede de for eksempel på vredessignaler som opmuntring. Jeg nævner dette, fordi det er meget populært lige nu. Hvis du læser en blog eller nyhederne, ser du folk snakke om to koncepter fra laboratorievidenskab: amygdala-kapring og følelsesmæssig kapring. Amygdala-kapring er, når jeg viser dig et signal, det kan være et håndvåben, og din hjerne reagerer med et automatisk trusselssvar til det signal. Følelsesmæssig kapring er meget lig dette. Det er, når jeg for eksempel viser dig et vredessignal og din hjerne straks reagerer med et automatisk vredt svar til det signal. Jeg tror, kvinder ofte forstår dette bedre end mænd (griner). (Latter) Den slags kapring fanger vores opmærksomhed. Ordet "kapring" alene fanger vores opmærksomhed. Pointen er, at det meste af tiden, er det ikke sådan signaler fungerer i virkeligheden. Hvis du læser historie, lærer du, at vi bombarderes med hundrede tusinder af signaler hver dag. Derfor lærer vi at filtrere dem. Vi ignorerer nogle signaler og fokuserer på andre. Dette er utrolig vigtigt, når det handler om politisk vold, fordi det betyder, at angriberne ikke kun så et vredessignal og gik agurk. I stedet, brugte politikere og sociale aktivister uger, måneder og år på at fylde omgivelserne med for eksempel vredessignaler og angriberne var opmærksomme på disse signaler, de stolede på disse signaler, de fokuserede på dem, de lærte dem endda udenad. Alt dette viser, hvor vigtigt det er at studere historie. Én ting er at se, hvordan signaler fungerer i et laboratorium. Disse laboratorieeksperimenter er utrolig vigtige. De giver os en masse ny viden om, hvordan vores kroppe fungerer. Men det er også vigtigt at se, hvordan signalerne fungerer i virkeligheden. Hvad kan dette fortælle os om politisk vold? Politisk vold er ikke noget kulturelt. Det er ikke en automatisk, forudbestemt reaktion på en miljømæssig stimulering. Vi producerer det. Vores daglige vaner producerer det. Lad os vende tilbage til de to kvinder, som jeg nævnte i begyndelsen. Den første kvinde havde lagt mærke til disse vredessignaler, så hun tog et håndvåben og gik op til en grænsesoldat. Men i det øjeblik, skete der noget meget interessant. Hun så på soldaten og tænkte for sig selv, "Han er på min alder. Han ser ud ligesom mig." Og hun gemte sit våben væk og vendte om. Alt dette på grund af lille smule lighed. Den anden kvinde havde en helt anden historie. Hun lagde også mærke til disse vredessignaler, men hun omgav sig selv med individer, der støttede vold, og med venner, der støttede hendes vold. Hun befandt sig i en informationsboble. I måneder fokuserede hun på særlige følelsesmæssige signaler. Hun lærte at ignorere visse kulturelle hæmninger imod vold. Hun øvede sig på sin plan, hun lærte sig selv nye vaner og da øjeblikket kom, gik hun til caféen med en bombe og sprang det hele i luften. Dette var ikke en impuls. Det var indlært. Polarisering i vores samfund er ikke en impuls. Det er indlæring. Denne indlæring finder sted hver dag: De nyheder, vi klikker på, de følelser, vi fokuserer på, de tanker, som vi har om det røde og det blå hold. Alt dette lærer os noget, selvom vi måske ikke lægger mærke til det. Den gode nyhed er, at i modsætning til de individer, som jeg studerer, så kan vi stadig ændre vores fremtid. Vi tager måske aldrig de beslutninger, som de tog, men vi kan stoppe med at deltage i opbyggelsen af vold. Vi kan kravle ud af den nyhedsboble, som vi befinder os i, vi kan være mere opmærksomme på, hvilke følelsesmæssige signaler, vi fokuserer på og hvad, vi klikker på på netter. Vigtigst af alt, kan vi stoppe med se hinanden som medlemmer af det røde eller det blå hold. For hvad enten vi er kristne, muslimer, jøder, ateister, demokrater eller republikanere, så er vi mennesker. Vi er mennesker. Og vi deler ofte lignende vaner. Vi er forskellige. Disse forskelligeheder er smukke og de er vigtige. Men vores fremtid afhænger af, at vi kan finde ligheder med dem på den anden side. Og det er derfor, at det er så vigtigt, at vi uddanner vores hjerner til ikke at deltage i opbyggelsen af vold. Tak. (Bifald)