Hver eneste én af os vil
eller har allerede mistet noget
vi er afhængige af hver eneste dag.
Jeg taler, selvfølgelig, om vores nøgler.
(Latter)
Jeg laver bare sjov.
Det, jeg virkelig vil tale om,
er én af vores vigtigste sanser: synet.
Hver eneste dag, mister vi alle
en lille smule af evnen
til at fokusere vores øjne.
Indtil vi ikke kan fokusere overhovedet.
Denne tilstand kalder vi presbyopi
eller gammelsynethed
og den påvirker to milliarder
mennesker verden over.
Ja, jeg sagde milliarder.
Hvis du ikke har hørt om presbyopi
og tænker, "Hvor er de her
to milliarder mennesker?",
så er her et hint før jeg går i detaljer.
Det er grunden til, at folk bruger
læsebriller eller bifokalbriller.
Jeg vil starte med at beskrive
tabet af evnen til at fokusere,
som fører til presbyopi.
Som nyfødt, var du i stand til at fokusere
så tæt på som seks en halv centimeter
hvis du ville.
Når du er midt i tyverne, har du omkring
halvdelen af dén kraft tilbage.
Omkring 10 centimeter,
men tæt nok på til
at du aldrig mærker forskellen.
Mod slutningen af fyrrene,
er det nærmeste du kan fokusere på
omkring 25 cm.
Måske endnu længere.
Tab af fokusevne udover dette punkt
begynder at påvirke nære opgaver
som læsning
og når du når de 60,
er intet indenfor en meter af dig tydeligt
Lige nu tænker nogle af jer nok,
at det lyder slemt, men han mener 'dig'
i overført betydning.
Kun for de folk der faktisk får presbyopi.
Men nej, når jeg siger 'dig', mener jeg
virkelig, at hver eneste én af jer
en dag vil få presbyopi
hvis i ikke allerede har det.
Det lyder lidt bekymrende.
Jeg vil minde jer om at presbyopi
har fulgt os i hele menneskets historie
og vi har gjort mange forskellige ting
i forsøget på at udbedre det.
Så først, lad os forestille os
at du sidder ved et bord og læser.
Hvis du havde presbyopi,
ville det nok se nogenlunde
sådan her ud.
Alting tæt på, som bladet her,
vil være utydeligt.
Nu kommer vi til løsninger.
For det første, læsebriller.
De har linser
med en enkelt fokuseringsevne
indstillet så ting tæt på dig
kommer i fokus.
Men fjerne ting,
vil nødvendigvis blive uklare.
Herfor må du konstant skifte
imellem at have dem på og tage dem af.
For at løse dette problem
opfandt Benjamin Franklin dét,
han kaldte "dobbeltbriller".
I dag, kalder vi dem bifokalbriller,
og de lod ham se langt når han kiggede op
og tæt på, når han kiggede ned.
I dag har vi også progressivt glas,
som fjerner grænsen
ved glidende at variere fokusevnen
fra top til bund.
Ulempen ved begge de to
er, at du mister synsfelt
på enhver given afstand
fordi det bliver delt op
mellem top og bund.
For at se problemet,
kan du forestille dig at du klatrer ned
af en stige eller trappe.
Du ser ned for at holde dit fodfæste,
men det er sløret.
Hvorfor er det sløret?
Fordi du kigger ned og det
er den del af linsen, der skal se tæt på,
men det næste trin var længere væk
hvilket tæller som fjernt for dit syn.
Den næste løsning jeg vil påpege
er lidt mindre almindelig,
men findes i kontaktlinser
eller LASIK operationer
og den kaldes monovision.
Den sætter det dominante øje
til at fokusere på afstand
og det andet øje tæt på.
Din hjerne sammensætter så,
på intelligent vis,
de skarpeste dele af hvert øjes udsyn,
men de to øjne ser lidt forskellige ting
og dét gør det sværere
at bedømme afstande binokulært.
Så hvor står vi så?
Vi er kommet på en masse løsninger,
men ingen af dem genopretter helt
naturlig fokusevne.
Ingen af dem lader dig
se på noget
og så forvente at det står skarpt.
Men hvorfor?
For at forklare det,
vil vi tage et blik på
menneskeøjets anatomi.
Den del af øjet der lader os
fokusere på forskellige afstande,
hedder den krystallinske linse.
Der er muskler omkring linsen, der kan
ændre dens form,
hvilket til gengæld ændrer dens fokus.
Hvad sker der, når man får presbyopi?
Det viser sig, at
den krystallinske linse bliver stiv
indtil den ikke rigtig
kan ændre form længere.
Hvis vi tænker tilbage
på alle de løsninger jeg nævnte tidligere,
kan vi se at de alle
har noget tilfælles med hinanden,
men ikke med vores øjne
og det er, at de alle er statiske.
Det er det optiske modstykke
til en pirat med et træben.
Hvad er det optiske modstykke
til en moderne benprotese?
De sidste adskillige årtier har set
skabelse og hastig udvikling
af dét, der kaldes
"fokus-afstemmelige linser."
Der er adskillige forskellige typer.
Mekanisk forskydende Alvarez linser,
deformerbare flydende linser
og elektronisk skiftede,
flydende krystallinser.
Disse har hver deres kompromiser,
men hvad de ikke sparer på,
er den visuele oplevelse.
Syn med fuldt synsfelt, der kan
være skarpt ved enhver ønsket afstand.
Godt. De linser, vi skal bruge,
findes allerede.
Så er problemet løst, ikke?
Ikke så hurtig.
Fokus-afstemmelige linser tilføjer
lidt kompleksitet til ligningen.
Linserne har ingen mulighed for at vide,
hvilken afstand de skal fokusere på.
Det vi skal bruge, er briller
der, når du ser langt, fokuserer langt
og når du ser tæt på,
kommer nære ting i fokus i dit synsfelt
uden, at du behøver at tænke over det.
Det jeg har arbejdet på
de sidste par år på Stanford,
er at bygge den præcise intelligens
omkring linserne.
Vores prototype låner teknologi fra
virtuel- og augmented reality systemer
for at vurdere fokus distance.
Vi har en tracker, der kan spore
hvilken retning vores øjne fokuserer på.
Ved at bruge to af disse, kan vi
triangulere din synsretning
og få et fokus estimat.
For en sikkerheds skyld
for at øge pålideligheden,
tilføjede vi også en afstandssensor.
Sensoren er et kamera,
der ser ud på verden
og rapporterer afstanden til ting.
Så kan vi bruge din synsretning
til at få et afstandsestimat
for anden gang.
Vi sammensmelter nu
de to afstandsestimater
og opdaterer de fokus-afstemmelige linser
tilsvarende.
Vores næste skridt var at teste
vores apparat på rigtige mennesker.
Så vi rekrutterede ca. 100 med presbyopi
og lod dem teste vores apparat
mens vi målte deres præstation.
Det vi så, overbeviste os lige dér
om at autofokalbriller var fremtiden.
Vores deltagere kunne se tydeligere,
de kunne fokusere hurtigere
og de syntes det var en lettere
og bedre fokusoplevelse
end deres daværende korrektion.
Simpelt sagt, når det gælder om synet,
går autofokalbriller ikke på kompromis
som statiske korrektioner, der bruges nu.
Men jeg vil ikke blive for ivrig.
Der er en masse arbejde tilbage
for mine kolleger og jeg.
For eksempel, er vores briller en smule --
(Latter)
uhåndterbare måske?
Og én af årsagerne hertil er,
at vi bruger større komponenter,
der ofte er påtænkt forskning
eller industriel anvendelse.
En anden er, at vi er
nødt til at fastspænde alting
fordi nuværende øjensporings-algoritmer
ikke har den robusthed, der behøves.
Så fremadrettet,
som vi bevæger os fra
forskning til virksomhed,
planlægger vi at få
fremtidige autofokalbriller
til at ligne normale briller med tiden.
For at det kan lade sig gøre,
må vi forbedre
robustheden af vores
øjen-sporings løsning betydeligt.
Vi må også indføje mindre, mere effektive
elektroniske komponenter og linser.
Når det er sagt, selv med vores
nuværende prototype,
har vi bevist at nutidens
fokus-afstemmelige linseteknologi
er i stand til at overgå traditionelle
former for statisk korrektion.
Så det er kun et spørgsmål om tid.
Det er tydeligt,
at i den nærmeste fremtid,
i stedet for at bekymre sig om
hvilke briller man skal bruge hvornår,
vil vi være i stand til bare
at fokusere på de vigtige ting.
Tak
(Bifald)