Hver eneste én af os vil eller har allerede mistet noget vi er afhængige af hver eneste dag. Jeg taler, selvfølgelig, om vores nøgler. (Latter) Jeg laver bare sjov. Det, jeg virkelig vil tale om, er én af vores vigtigste sanser: synet. Hver eneste dag, mister vi alle en lille smule af evnen til at fokusere vores øjne. Indtil vi ikke kan fokusere overhovedet. Denne tilstand kalder vi presbyopi eller gammelsynethed og den påvirker to milliarder mennesker verden over. Ja, jeg sagde milliarder. Hvis du ikke har hørt om presbyopi og tænker, "Hvor er de her to milliarder mennesker?", så er her et hint før jeg går i detaljer. Det er grunden til, at folk bruger læsebriller eller bifokalbriller. Jeg vil starte med at beskrive tabet af evnen til at fokusere, som fører til presbyopi. Som nyfødt, var du i stand til at fokusere så tæt på som seks en halv centimeter hvis du ville. Når du er midt i tyverne, har du omkring halvdelen af dén kraft tilbage. Omkring 10 centimeter, men tæt nok på til at du aldrig mærker forskellen. Mod slutningen af fyrrene, er det nærmeste du kan fokusere på omkring 25 cm. Måske endnu længere. Tab af fokusevne udover dette punkt begynder at påvirke nære opgaver som læsning og når du når de 60, er intet indenfor en meter af dig tydeligt Lige nu tænker nogle af jer nok, at det lyder slemt, men han mener 'dig' i overført betydning. Kun for de folk der faktisk får presbyopi. Men nej, når jeg siger 'dig', mener jeg virkelig, at hver eneste én af jer en dag vil få presbyopi hvis i ikke allerede har det. Det lyder lidt bekymrende. Jeg vil minde jer om at presbyopi har fulgt os i hele menneskets historie og vi har gjort mange forskellige ting i forsøget på at udbedre det. Så først, lad os forestille os at du sidder ved et bord og læser. Hvis du havde presbyopi, ville det nok se nogenlunde sådan her ud. Alting tæt på, som bladet her, vil være utydeligt. Nu kommer vi til løsninger. For det første, læsebriller. De har linser med en enkelt fokuseringsevne indstillet så ting tæt på dig kommer i fokus. Men fjerne ting, vil nødvendigvis blive uklare. Herfor må du konstant skifte imellem at have dem på og tage dem af. For at løse dette problem opfandt Benjamin Franklin dét, han kaldte "dobbeltbriller". I dag, kalder vi dem bifokalbriller, og de lod ham se langt når han kiggede op og tæt på, når han kiggede ned. I dag har vi også progressivt glas, som fjerner grænsen ved glidende at variere fokusevnen fra top til bund. Ulempen ved begge de to er, at du mister synsfelt på enhver given afstand fordi det bliver delt op mellem top og bund. For at se problemet, kan du forestille dig at du klatrer ned af en stige eller trappe. Du ser ned for at holde dit fodfæste, men det er sløret. Hvorfor er det sløret? Fordi du kigger ned og det er den del af linsen, der skal se tæt på, men det næste trin var længere væk hvilket tæller som fjernt for dit syn. Den næste løsning jeg vil påpege er lidt mindre almindelig, men findes i kontaktlinser eller LASIK operationer og den kaldes monovision. Den sætter det dominante øje til at fokusere på afstand og det andet øje tæt på. Din hjerne sammensætter så, på intelligent vis, de skarpeste dele af hvert øjes udsyn, men de to øjne ser lidt forskellige ting og dét gør det sværere at bedømme afstande binokulært. Så hvor står vi så? Vi er kommet på en masse løsninger, men ingen af dem genopretter helt naturlig fokusevne. Ingen af dem lader dig se på noget og så forvente at det står skarpt. Men hvorfor? For at forklare det, vil vi tage et blik på menneskeøjets anatomi. Den del af øjet der lader os fokusere på forskellige afstande, hedder den krystallinske linse. Der er muskler omkring linsen, der kan ændre dens form, hvilket til gengæld ændrer dens fokus. Hvad sker der, når man får presbyopi? Det viser sig, at den krystallinske linse bliver stiv indtil den ikke rigtig kan ændre form længere. Hvis vi tænker tilbage på alle de løsninger jeg nævnte tidligere, kan vi se at de alle har noget tilfælles med hinanden, men ikke med vores øjne og det er, at de alle er statiske. Det er det optiske modstykke til en pirat med et træben. Hvad er det optiske modstykke til en moderne benprotese? De sidste adskillige årtier har set skabelse og hastig udvikling af dét, der kaldes "fokus-afstemmelige linser." Der er adskillige forskellige typer. Mekanisk forskydende Alvarez linser, deformerbare flydende linser og elektronisk skiftede, flydende krystallinser. Disse har hver deres kompromiser, men hvad de ikke sparer på, er den visuele oplevelse. Syn med fuldt synsfelt, der kan være skarpt ved enhver ønsket afstand. Godt. De linser, vi skal bruge, findes allerede. Så er problemet løst, ikke? Ikke så hurtig. Fokus-afstemmelige linser tilføjer lidt kompleksitet til ligningen. Linserne har ingen mulighed for at vide, hvilken afstand de skal fokusere på. Det vi skal bruge, er briller der, når du ser langt, fokuserer langt og når du ser tæt på, kommer nære ting i fokus i dit synsfelt uden, at du behøver at tænke over det. Det jeg har arbejdet på de sidste par år på Stanford, er at bygge den præcise intelligens omkring linserne. Vores prototype låner teknologi fra virtuel- og augmented reality systemer for at vurdere fokus distance. Vi har en tracker, der kan spore hvilken retning vores øjne fokuserer på. Ved at bruge to af disse, kan vi triangulere din synsretning og få et fokus estimat. For en sikkerheds skyld for at øge pålideligheden, tilføjede vi også en afstandssensor. Sensoren er et kamera, der ser ud på verden og rapporterer afstanden til ting. Så kan vi bruge din synsretning til at få et afstandsestimat for anden gang. Vi sammensmelter nu de to afstandsestimater og opdaterer de fokus-afstemmelige linser tilsvarende. Vores næste skridt var at teste vores apparat på rigtige mennesker. Så vi rekrutterede ca. 100 med presbyopi og lod dem teste vores apparat mens vi målte deres præstation. Det vi så, overbeviste os lige dér om at autofokalbriller var fremtiden. Vores deltagere kunne se tydeligere, de kunne fokusere hurtigere og de syntes det var en lettere og bedre fokusoplevelse end deres daværende korrektion. Simpelt sagt, når det gælder om synet, går autofokalbriller ikke på kompromis som statiske korrektioner, der bruges nu. Men jeg vil ikke blive for ivrig. Der er en masse arbejde tilbage for mine kolleger og jeg. For eksempel, er vores briller en smule -- (Latter) uhåndterbare måske? Og én af årsagerne hertil er, at vi bruger større komponenter, der ofte er påtænkt forskning eller industriel anvendelse. En anden er, at vi er nødt til at fastspænde alting fordi nuværende øjensporings-algoritmer ikke har den robusthed, der behøves. Så fremadrettet, som vi bevæger os fra forskning til virksomhed, planlægger vi at få fremtidige autofokalbriller til at ligne normale briller med tiden. For at det kan lade sig gøre, må vi forbedre robustheden af vores øjen-sporings løsning betydeligt. Vi må også indføje mindre, mere effektive elektroniske komponenter og linser. Når det er sagt, selv med vores nuværende prototype, har vi bevist at nutidens fokus-afstemmelige linseteknologi er i stand til at overgå traditionelle former for statisk korrektion. Så det er kun et spørgsmål om tid. Det er tydeligt, at i den nærmeste fremtid, i stedet for at bekymre sig om hvilke briller man skal bruge hvornår, vil vi være i stand til bare at fokusere på de vigtige ting. Tak (Bifald)