At gå ind i den menneskelige oplevelse er, at gå ind i den store glemsel Sløret over det tillærte sind skjuler sandheden om, hvem vi reelt er, hvilket kaster os ind i en verden af separation, begrænsning og tvivl. Så hvem er du i virkeligheden? Er du blot et sind, der lever i en krop, der navigerer gennem livet, prøver at finde lykke og undgå lidelser? Eller måske noget fuldstændigt andet, noget meget dybere, noget evigt. Noget der ikke kan forklares i ord. Noget der, når det erkendes bringer ægte fred og sand fuldbyrdelse. Her vil vi kigge forbi sindets slør, forbi tanker og sanseoplevelser, for at finde sandheden om hvem vi er i virkeligheden. Så hvad er sindet? Dette spørgsmål er, gennem historien, stillet utallige gange. Fra menneskets tidligste spirituelle og videnskabelige undersøgelser er det menneskelige sind blevet konceptualiseret og forstået på mange måder i forskellige kulturer. Mennesket har brugt filosofi, psykologiske og videnskabelige teorier såvel som metoder af mere direkte forskning for at penetrere sindets hemmeligheder, for at afdække hvem vi er, ud over sind og krop. Normalt tænker vi, at sindet nok er noget inde i hovedet, ligesom hjernen og det har med tænkning og forståelse at gøre men sindet er meget dybere end dette. Sindet er faktisk dualitet. Det kendes også som Maya eller illusion. Det kendes også som ego. På Latin betyder ordet ego "Jeg". Når følelsen af "jeg" er begrænset til en ting, er det Maya - illusion, men når det er ubegrænset... når det vågner op som bevidstheden selv, hvori alle fænomener opstår og går væk, så er der ikke længere en indentifikation med et separat 'Jeg'. Den sande betydning af ordet 'Jeg' er uendelig og ubegrænset bevidsthed. Det er det eneste 'Jeg' eller dete eneste Selv, der er. Dog, for de fleste af os er vores oplevelse af os selv viklet ind i indholdet af vores oplevelser... tanker, billeder, følelser osv., at vi ikke opfatter som os selv, som det vi essentielt og originalt er. Men vi opfatter os I en ændret form... mikset med indholdet af vores oplevelser. Dette miks af det sande og eneste 'Jeg' - ubegrænset bevidsthed, med indholdet af det vi oplever skaber dette illusoriske selv, som der normalt refereres til som ego'et eller det 'separate selv'. Ego'et er en idé, en vedblivende meget stærk, meget fast ide, om at vi er en person... et separat væsen inde i et krop/sind. Til tider tænker vi, at vi blot er kroppen/sindet. Egoet er et aspekt i sindet, der formes I en ung alder og det er dette aspekt, der giver os følelsen af, at jeg er et individ. Ego'et er bogstaveligt talt et opfundet væsen, der ikke er virkeligt og det er dét vi identificere som kroppen. Det er den del af sindet, der tænker, det er separat. Ego'et er den personlige følelse af 'mig', men det er ikke det sande selv. Det er en totalt opfundet ide af 'mig', det er ultimativt ikke, hvem jeg er. Ultimativt er den jeg dybere under- liggende tilstedeværelse, der altid er der. Det dualistiske sind er lavet af to fundamentale aspekter.... vidnet og det der bevidnes. Der er fænomenet af verden, der består af følesansninger sanseindtryk og egoistiske preferencer og så er der følelsen af, at der er et 'jeg', som er separat, bevidnende. Opvågning er at vågne op fra denne dualitet... fra adskillelsen mellem vidnet og det bevidnede. Mellem subjekt og objekt, at erkende oprindelig bevidsthed, der altid er tilstede. Hvis du kigger på små børn, så har de ikke noget ego og de lever i en tilstand af deltagelse. De lever i en tilstand af begejstring, fordi de ikke er separerede fra verden. Når vi fødes, er vi afhængige og vi har endnu ikke konceptuel tænkning. Som vi udvikler os, udvikler vi koncepter og det der kaldes selv-bevidsthed, som er evnen til at reflektere over, hvad vi gør for at blive uafhængige. Denne tankegang skaber denne interne identitet. Formningen af ego'et begynder hurtigt efter fødsel. Vi udvikler en personlig identitet, som vi herefter kalder 'jeg' eller 'mig'. Spejlnings-stadiet i menneskets udvikling er tidspunktet, hvor barnet genkender sig selv i et spejl, normalt ved 6 til 18 måneders alderen. Det er kun én del i skabelsen af ego'et, via identifikations-processen. Det betyder ikke, at vi får vores ego fra genkendelsen af karakteren i spejlet. Det er en del af socialiserings processen eller tillæring som dem omkring os, begynder at behandle os som adskilt person, et separat 'Jeg'. Vi lærer af identificere denne følelse af 'Jeg' gennem kroppens sanseoplevelser, gennem sanseopfattelser og konceptualise- ring af ting. Sindet opdeler og udskiller en ting fra en anden, og vi udvikler preferencer for sådanne ting. Nogle ting kan vi lide, nogle kan vi ikke lide. Dette 'Jeg' bliver vores individuelle udskilte og unikke identitet, som vi går gennem livet. Det er historien om, hvem vi tror, vi er. og bevidstheden, som vi er, begynder at tro på dette, i en tidlig alder. Det starter som barn og udvikler sig, til vi er fuldstændigt overbeviste om at være en person. Som folk går gennem ungdom og ind i voksendom, udvikler de en følelse af separation; en følelse af, at være 'Jeg', som lever inde i hovedet. Derved bliver de separate ego'er, som lever i en tilstand af 'at ville have' en tilstand af ufuldstændighed, hvis liv domineres af et ønske om at samle på ting, for at kompensere for deres ufuldstændighed. Det er sindet, der afstedkommer alle disse problemer. Sindet er kraften bag skabelsen af hele illusionen om separation... Hele illusionen eller udseendet af at være en person, der lever i en verden. Vi kunne erfaringsmæssigt bekræfte, at hver gang vi oplever psykologisk lidelse, så kan vi altid spore det tilbage, til denne tro på at være denne udskilte person, dette udskilte væsen. Der er ingen undtagelser - ingen. Jeg taler ikke om fysisk smerte, men psykologisk lidelse er absolut unødvendig det kommer fra denne tro på at være denne udskilte eller tilsyneladende udskilte krop/sind. Da vi er som fragmenter, der er blevet knækket af helet, ligesom puslespils- brikker, der er uforbundne og spredt vidt omkring. Derfor denne følelse af "der er noget der mangler", "noget er ikke som det skal være". Sindet synes at være en uoverkommelig forhindring. Hvordan kan vi komme uden om sindet? Sindet ser ud til at være endeløst. At forsøge at bekæmpe sindet ved at bruge sindet, skaber en uendelig kamp. Ligesom når man forsøger at løfte sig selv ved at hive i sine snørebånd. Ego'et kan føle sig ødelagt, fortabt og forvirret, føle at livet ikke har nogen mening, som dette søgende sind kæmper, oplever vi det , som Johannes af Korset kaldte 'Sjælens mørke nat'. Dette er en nødvendig del af af-illusionerings-processen. Det er kun ved at forlade den søgende, den falske identifikation med 'søgeren', at vi kan opnå direkte forening med livet. Jeg var et godt sted i livet. Jeg havde på en måde opgivet den spirituelle søgen, ikke fordi jeg havde givet op, men fordi der ikke var mere at kigge efter. Jeg søgte ikke indsigt, jeg søgte ikke opvågning. Jeg søgte efter fred og jeg søgte efter lykke og jeg fandt ud af, at overgive mig til det 'der er' var den eneste måde og at livet var min lærer. Efter rigtig mange års søgning forsvandt det hele. 'Huset', der var mig, som jeg kendte mig selv som, faldt væk. Jeg sad i min stue og over en periode op nogle få uger synes en slags indre tomhed at være tilstede I mig. Det var uventet, dette enorme indre landskab af mørke... en slags forladthed... en eksistentiel forladthed fra selve livet. Og jeg bemærkede, hvordan sindet ville bevæge sig væk fra dette indre landskab af mørke. Og jeg stillede mig spørgsmålet: "Hvad er meningen med lidelse?" "Hvad er lidelsens natur?" "Hvordan kan lidelse ophøre?" eller måske gør det ikke og i det spørgsmål opstod denne villighed til ikke at bevæge sig væk fra, hvor jeg var, ikke at bevæge sig væk fra det mørke landskab og overgive sig i det, selvom det betød enden på 'mig'. Jeg vidste ikke, hvad det betød, 'enden på mig', men det kom op som en slags viden, der endnu ikke var bevidst og i det øje- blik, helt uventet, hele 'selv"-strukturen døde. Det er ligesom om hele 'mig'- identiteten døde og overraskende nok var der en sammensmeltning med livet selv, som endte adskillelsen mellem mig og livet Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg og livet er ét; der er ingen adskillelse... Det hele sker i sindet. Fra det tidspunkt forsvandt hele denne 'Amoda' struktur, der var bygget på en offer identitet, ikke blot et offer for omstændigheder, men et offer for mine følelser, et offer for følelser, et offer for tanker og derfor kontant prøver at ændre disse, for at ændre tanker til at ændre følelser, gøre dem bedre, gøre dem mere positive, gøre dem mere opløftede... det sluttede. Og uden offeret var det som om, jeg blev født påny. Så jeg døde og jeg var genfødt i dette. Det er som om, at al sløringen af sanserne der var bygget op om Amoda identiteten, som et mig, med sin historie, sine tanker, med sine overbevisninger, med sine erfaringer, forsvandt. Det var totalt 'nøgent' fra det tidspunkt og det ændrede sig ikke sidan da. I Buddhismen er den første Ædle Sandhed, at der er lidelse. Der er denne iboende utilfredshed i det tillærte sind. Dukkha eller den kroniske utilfredshed i sindet omfatter ikke kun fysisk eller emotionel smerte, men også mere subtile former for utilfredshed, som den iboende forgængelighed af alle ting og den manglende evne til at finde blivende tilfredshed i verdslig søgen. Sand lykke og fuldbyrdelse kan ikke blive fundet i materialistiske forfølgelser. Selv når tingene går, som vi tænker, de skal. Selv når vi følger 'manuskriptet', være en god person, hvor vi har succesfulde forhold, succesfulde karriere, selv da er der ofte denne underliggende følelse af, at noget ikke er helt i orden. Noget vi mangler, noget vi ikke opfatter nøjagtigt og jo nærmere vi ser på det, jo oftere bliver det mere klart, mere tydeligt. Så det jeg ofte siger er, det første skridt i opvågningsprocessen er anerkendelsen af, at vi lider. Vi kunne samlet sige, at det er en følelse af, at livet simpelthen ikke fungerer rigtigt eller måske, at jeg fungerer ikke rigtigt i livet. Men det er ubehageligt... det er nådeligt, at det er ubehageligt, da det leder os ind i efterforskningen, som kan tage os til steder, vi aldrig kunne have forestillet os. Hvorfor lider folk? Hvis vi taler om fysisk smerte, skal vi forstå, at årsagen til, at vi oplever fysisk smerte er fordi, at fysisk smerte er en beskyttelses mekanisme vi har nedarvet. Hvis vi aldrig oplevede smerte, så ville vi konstant støde ind i ting og vi ville drikke svovlsyre og vores kroppe ville ikke holde ret længe. Årsagen til psykisk smerte er en anden. Det er: "Du har taget fejl". Så psykisk smerte er ikke et problem, det er begyndelsen på løsningen. Psykisk smerte fortæller os en lektion om en anden fejl vi har lavet, nemlig at tro, at vi er et udskilt menneske. Det er en fejl... det er en fundamental fejl. Det er den oprindelige synd; den oprindelige synd som smed os ud af Himmeriget, ud af Paradisets Have. Den oprindelige betydning af ordet 'synd' er "at ramme ved siden af". Egoistisk bevidsthed er en syg tilstand I sindet, hvor vi konstant rammer ved siden af. Dette er betydningen af 'Faldet'. Vi er fokuserede på frugterne på Visdommens Træ på godt og ondt, fokuserede på tanker. Det dualistiske sind er lavet af de fæno- mener, der former den opfattede verden; lavet af føleindtryk, opfattelser, egoets preferencer og den her følelse af, at der er et 'Jeg', som er udskilt, bevidnende. Det er denne 'Jeg' tanke, som er roden til identifikationen med egoet. Uanset hvad vi oplever, så er det 'jeg', der oplever det. Om jeg er trist, bekymret eller ensom, så er det 'jeg', der har oplevelsen. Hvis jeg taler med dig, så er det 'jeg', der taler. Hvis jeg ser verden, så er det 'jeg', der ser den. Så alle vores oplevelser sker omkring dette 'jeg'. 'Jeg' er den centrale rolle I alle vores oplevelser, så den vigtigste efterforskning ... forudsætningen for opvågning er, at udforske og genkende dette 'jeg's' natur. eller 'selvet', som vi i virkeligheden er. I Hjertesutraen, en af de mest anerkendte tekster i Buddhismen siges det, at for at være frie, skal vi erkende hele denne mekanisme i det dualistiske sind for at være 'selv-tom'. Når 'jeg' tanken forsvinder, kollapser selve dualiteten. Form erkendes præcist som tomhed, tomhed præcist som form. I Samadhi tilstanden danser tomheden som fuldhed, stilstand er iboende i bevægelse, stilhed iboende i lyd. Livet opleves direkte, ikke formidlet via sindets filter. Når vi ikke længere går efter frugterne med godt og ondt på Visdommen træ, når vi ikke længere ser på verden på den gamle måde, det er frigørelse, afslutningen på lidelse. Så længe vi tror, at vi har vores eget sind, vores egen uvidenhed, vores eget ego så er det fordi, vi kigger fra et udskilt synspunkt og det er, du ved, okay til at begynde med, at du ser sådan på det. Men det er ikke sådan tingene er I virkeligheden. I virkeligheden er der kun liv. Dét er dét. Kun rent liv i aktion. Lidelse er denne modstand til livet, modstand til vores Ja, Modstand til vores 'nej', modstand til alt der forekommer, da vi føler os separeret. Opvågningen er helbredelsen fra denne separation, fra denne idé om separation. Vi kan begynder at forstå egoets modstand i sindet ved at observere det større princip for, hvorledes al energi bevæger sig i universet. Èn måde at forstå dette, er ved at kigge på noget kaldet en Lichtenberg figur. En Lichtenberg figur er et mønster som fremkommer, når høj- spænding sendes gennem materialer. Den elektriske afladning skaber et mønster af forgrenede kanaler, der ligner træer. Her sendes elektricitet gennem træ. I dette eksempel skabes Lichtenberg figuren ved at sende billioner af elektroner ind i en akrylblok ved brug af en 5 millioner volt partikel accellerator. Al fysisk stof, her en akrylblok er en modstand til eller nedbremsning af energi. I et tordenvejr har luftmodtstanden effekt på formen af den afladende kanal og ladningens forløb. Nå vi observere den træagtige struktur skabt af energien, så ser vi den vej energien tog gennem mediet over tid. Disse træagtige mønstre eller forgreninger finder vi på alle niveauer og skalaer I naturen, fra micro til makroniveau. Selve universets stoffordeling er en leg med form, en leg med modstand, ét gigantisk sind, som på en måde leger skjul med sig selv. Samskara eller ubevidste mønstre skabes når 'spændingen' i en oplevelse er høj. Energier samles og 'Jeg' tanken opstår. Modstand opstår. Hvis der ikke var nogen modstand, ville energien blot gå gennem, liv flyder gennem. Men når der er modstand, når 'Jeg' fremkommer, forgrenes energien ud og skaber nye veje i det ubevidste sind. Disse mønstre kører autonomt, skjult og voksende i skyggerne, indtil de er afsløret igen og bevidst integreret ind i 'helet'. Det allertidligste minde jeg har er at være virkelig bange og jeg vidst ikke hvorfor og følte som om noget kunne gå galt på et hvilket som helst tidspunkt og den følelse vedblev gennem hele mit liv og intensiverede i mine 20'ere. Jeg sank ned i en dyb depression selv efter at have fået fire børn. Jeg endte med at gå gennem nok 3 eller 4 år, hvor jeg virkelig søgte efter noget, men vidste ikke, hvad det var. Jeg havde aldrig hørt om Opvågning, vidste ikke hvad det var. Over tid blev det klart, at hvad jeg end søgte efter, så ville det ikke blive fundet i mit ydre liv. Jeg havde god familie, en god virksomhed på det tidspunkt. Alt jeg kunne ønske. Men følte mig stadig virkelig tom indeni og til sidst, som en del af helbredelsen fra min depression fandt jeg meditation og dykkede ned i det, fandt en slags fred, af dyb tilfredshed og for første gang i hele mit liv, forsvandt denne følelse af angst og frygt, blot et øjeblik den første gang. Så jeg begyndte med at prøve at lære alt jeg kunne mht., hvad der var sket, hvorfor denne forandring. Og hvorfor den var vendt tilbage, denne frygt. Jeg begyndte at undersøge forskellige spirituelle veje og stødte på denne term 'Opvågning', 'Oplysning' og prøvede at forstå, hvad det er. Endelig efter 15-20 år kom jeg frem til, at det er, når vi ikke længere tror på vores tanker. Tanker vil nok stadig være der, men frygten, der kom fra at tro på vores tanker, tro på, at jeg kun var en person eller én, der levede mit liv og jeg fandt ud af, at jeg var meget mere end det. Jeg er uendelig og det begyndte at stabilisere mig over en 5 årig periode i mangel på bedre ord. Jeg var nødt til at se på alt af den slags, der dukkede op følelsen af ikke at være en god forældre, følelsen af utilstrækkelighed i min kerne. Jeg måtte se grundigt på det og undersøge og overveje det. Efterhånden blev freden stabil, indsatsløs og selv glæde og kærlighed, nogle gange endda fryd. En dyb følelse af at alting var okay, følte mig hjemme, følte mig sikker, følte jeg kunne elske mig selv. Jeg kan lide mig selv, hvilket ikke var muligt for mig tidligere. Mange mennesker får et glimt af opvågning, men ser ud til at miste det. Dette spil mellem 'jeg har det' og så 'jeg har mistet det' eller 'jeg er vågnet' og nu er sindet tilbage. Dette sker når opvågning ikke er klart indset for, hvad det er. Ofte er der en behagelig tilstand, når Samadhi fremkommer, energi, fryd eller en ændring i det bevidstheden om sit sind, opfattelse og en følelse af frihed, Og man vil naturligt misfortolke denne fænomenale tilstand som sandheden om hvem du er. Efter et glimt af opvågningen, vil man ofte søge tilstande eller oplevelser, fremfor at genkende den bevidsthed, der allerede er tilstede og indse, at dét er kilden til sand fuldbyrdelse. Sandheden om, hvem du er er ikke en midlertidig tilstand eller oplevelse. Fænomenet kommer og går, men der forbliver, oprindelig bevidsthed, ER altid. Hvis du søger tilstande eller oplevelser, så vil den søgende blive stær- kere og stærkere og du vil komme længere og længere væk fra sandheden. Søgeren misser altid målet ved at jage det, der er forgængeligt, ligesom en afhængig jagende sin midlertidige rus, og ligesom den afhængige, vil den falske søger altid ramme ind et krisepunkt eller et nederlag. Livet er som en festival af afhængig- hedsskabende adfærdsmønstre og jeg mener ikke kun afhængighed til stoffer som alkohol eller nikotin. Alt der er for meget af i samfundet, synes at være afhængighedsskabende adfærd, afhængighed af reality TV, de kendtes liv, afhængighed af at købe det næste par sko og hvorfor dette? Årsagen er, at vi er desparate efter at finde en vej for at undgå den fuldstændig meningsløse og unaturlige måde, vi lever vores liv på. Men vi ved ikke hvordan vi skal undgå det, så vi prøver at kompensere for ved at gå ind i en afhængighed. At forstå virkelig- heden har den særlige evne at gøre livet mere naturligt, bedre i linje med rytmen og flowet og anvisningerne fra naturen, Hvis det sker, er der intet behov for afhængigheden mere og vi vil leve med fuldbyrdede liv, sundere, generelt bedre liv uden forvrængede perspektiver, som ideen om, at dit liv handler om dig og mit liv handler om mig, hvilket er en af de mest unaturlige tænkbare ting. Det er som, hvis blomsterne på mit æble- træ tænkte 'mit liv handler om mig' og jeg skal overleve for altid. Hvis blomsten fik sin vilje, vil der aldrig være æbler og ikke flere æbletræer. Når vi først har forstået sandheden, er der et naturligt skift fra et egocentreret liv eller et liv der udelukkende fodre mønstre af begær og undgåelse til en mere naturligt liv, et mere flydende liv. Så kan det, på et særligt tidspunkt, ske, at denne tanke går i krise og måske starter vi en åndelig søgen og måske en psykologisk 'spørgen ind til'. Så kommer det er tidspunkt, hvor vi er klar til at se ud over denne illusion om at være adskilt og vi kan sige at spirituel søgen starter. Denne spirituelle søgen starter måske før, vi er klar over, at vi er spirituelt søgende. Når det er bevidst, kan vi ikke længere se livets udfoldelse som noget, vi skal kæmpe imod, men som en invitation at vågne op til, så vi begynder at være mere åbne overfor livet. Lidelse er også det bedste natur- lige værktøj til at fordre indsigt. Vi stille ikke de dybe spørgsmål med mindre vi lider. Hvis du ikke lider, så ridder vi blot på livets bølge på en meget nydelsesorienteret, overfladisk letlivethed og vi stopper aldrig op og tænker over, hvad sker der? Hvem er jeg? Hvad handler det her om? Nej Hvad er formålet med det hele? Hvad er meningen med det? Vi stiller ikke disse spørgsmål med mindre, vi lider. Så lidelser er et enormt stærkt værktøj, det tilskynder meget til indsigt. Nu gør vi det endnu værre end det behøver at være. Vi opfinder unødvendig lidelse. Jeg kalder det meta-lidelse og meta- lidelse kommer fra den lille stemme i dit hoved, som siger 'nu lider du og det skulle du ikke'. Det fordobler lidelsen I ét slag. For nu har vi ikke bare den naturlige lidelse, som er naturlig og en del af dit liv og som ikke kan undgåes, nu har du også meta-lidelse fordi du er gået i krig med det naturlige, I krig med den oprindelige lidelse. Det handler ikke om undgå den naturlige proces der tilskynder til indsigt, naturens vigtige værktøj, det handler om ikke at overdrive det unødvendigt, ved at føre krig mod det. Når vi dropper modstanden mod lidelse, er det ikke længere lidelse. Det omformes til noget, der er til din fordel. I spirituelle kredse hører vi frasen 'elsk det der er'. Det er muligt at elske en hvilken som helst smerte ved at lære at opgive sine egoistiske prefe- rencer og forstå, at det der sker blot er intense fænomener, der faktisk bringer dig I tættere kontakt med livet. Ved at være upåvirket af 'det der er', påbegynder vi udrensningen af ego'ets indbyggede mønstre af modstand. Det bringer os til overgivelses-paradokset. Overgivelses-paradokset er at indse, at det du bekæmper, vedbliver. Modstanden giver faktisk energi til egoet. Egoet er intet ud over modstanden selv Til tider får vi idéen om, at vi ikke skulle opleve dette eller denne følelse. Det kan være vi føler, at vi går baglæns, hvis vi føler had eller vrede. Oplevelsen af det fulde vifte af menneskelige følelser er nødvendig. Paradokset er, at når vi accepterer hver følelse helhjertet, dropper modstanden imod den, omformes den fra en følelse, som er fuld af tro, fordømning og preferencer, til ren følelse; til ren livsudfoldelse, som er udenfor det evaluerende sind. Der er en berømt historie i Zen, som illustrerer denne pointe. En lærling spurgte Tenzin, en Zen mester kendt for sin visdom og ro. "Mester, da din hustru døde, følte du ikke sorg?". Tenzin svarede "Selvfølgelig følte jeg sorg, Hvordan kunne jeg ikke?" Lærlingen undrede sig og spurgte, "men jeg troede, du var en Zen mester, skulle du ikke være over sådanne følelser?" Tenzin smilede blidt og svarede, "ah du misforstår. Da jeg følte sorg tillod jeg mig selv at føle det fuldt og opleve det dybt. Og ved at gøre dette ærede jeg sandheden i øjeblikket. Herefter, som når skyer passerer over himlen, kom og gik sorgen. Men himlen, storheden i mit væsen, forblev uforandret. Min opvågning begyndte reelt da jeg gik på videregående uddannelse, da en serie af personlige oplevelser udfordrede mig til at stille spørgsmål til livets formål, mit liv I særdeleshed og meningen. Jeg begyndte at spørge, hvad var pointen men alt det, jeg foretog mig. Oplevelsen var, at være bevidst, men uden at være noget særligt. Det var meget frigørende. Der var en udtalt følelse af 'given slip' som når noget under stort tryk bliver udløst og der var denne afslapning og begejstring og alt jeg husker var blot 'at være'. Det er alt jeg ønsker at være... blot 'være'. Ikke noget særligt. Jeg kalder det 'mit store skifte'. Det ændrede virkeligt, jeg vil nærmest sige vendte vrangen ud på måden jeg så på ting og måden jeg oplevede på, måden jeg så på folk, interagerede med folk... og skiftet var i betydningen, at alt jeg oplevede ligegyldigt hvad jeg lavede eller sagde, ganske enkelt var bevidsthed udtrykt. Bevidstheden jeg er bliver udtrykt, så i det øjeblik, i ethvert øjeblik, hvad jeg end siger eller gør, var der skete var at være bevidst og det er vedblevet. Men det forsætter med at afsløre sin natur. Det var som om, at jeg kunne se tanker flyde forbi og hvad end der krævedes af handling, handlingen opstod simpelthen og kroppen udførte ganske enkelt handlingen. Det var ikke som før, da jeg tidligere ville have tænkt ting, jeg tænker 'jeg er nødt til at gøre dette' og 'jeg' personen ville gøre det. Nej, det der skete, det der startede med at ske var, at jeg blot 'var'. Var bevidst og handlinger opstod blot og så var kroppen værktøjet og så så på det i real-tid. Kroppen udfører ganske enkelt enhver handling, der opstår i bevidstheden og jeg er tilfældigvis en deltager og en ob- servatør. Det synes jeg, er den bedste del. Bevidstheden er valg-løs. Det sande Selv er udenfor det at vælge. Når man høre det, kan man måske sige "okay jeg vil opgive alting. Jeg vil ganske enkelt ikke vælge noget. Jeg vil bare sidde i en hule. Det har mange mennesker gjort. Men problemet er, at det ville stadig være et valg. Jeg vælger bare at under- trykke mine valg og ønsker. Det er det tillærte sind, der vælger ikke at vælge. Både valg og ikke-valg foregår begge med det tillærte sind. Men hvem er bevidst om det sind? Efter opvågning vil du se, at det tillærte selv måske stadig vælger sin favorit te. Det vil stadig spise den diæt, der er bedst for kroppen. Det betyder ikke, at valg ikke foretages mere. Masser af valg sker stadig, opstår hele tiden. Men forskellen er, at jeg-følelsen ikke er viklet ind i noget af det. 'Jeg' tanken er faldet bort. 'Jeg' vælger ikke, men jeg undertrykker heller ikke valg. Så opvågning er ligesom nedbrydning af ego'ets usynlige mure, 'rustningen' og genkendelsen af vores enhed med alt. Resultatet er enestående, fordi vi opdagede vi ikke led af vrede, smerte sorg... vi led af vores afvisning af livet og vi kan lære at være så åbne, at vi bevidst er ét med livet, som det er. Vi vil hellere føle behag fremfor lidelse. Det er helt normalt, noget i det menneskelige væsen, den almene art af Homo sapiens, vil hellere føle behag end at føle ubehag. Jeg tænker, at når vi bliver bevidste om, at det faktisk føles behageligt at være bevidste, noget i os - registreres i den almene menneskelige hjerne, "Oh jeg kan lide det her. Dette er muligt" og det er selvforstærkende. Opvågning kan ske i gradvise trin eller det kan ske på én gang i et radikalt skift, hvor vi pludselig ved, hvem vi er, som om vi vågner fra en drøm. Som om vi har sovet hele livet i vores 'drømme-rolle'. For at forblive vågen er en stadig oprensning af Selvet's struktur er påkrævet. Selv om vi får en fuld opvågning, er det vigtigt at være vagtsom og ikke tro på den næste tanke, at forblive afbalancerede med situationen, når ubevidste tanker dukker op. Ellers vil ubevidste mønstre i sindet skjule sandheden. Det ubevidste skal blive transparent ubevidst. Hvis vi ikke konfronterer os med det ubevidste, falder vi ind i det, der kaldes 'spirituel forbigåelse'. Spirituel forbigåelse refererer til den tendens at nogle individer insisterer på, at de allerede er opvågne, for at undgå at blive konfronteret med svære følelser, uløste psykologiske problemer eller ægte livs udfordringer. Ego-sindet kan tilegne sig et glimt af opvågning og hindre én i at leve ud fra sandheden. Jeg sad på min seng og tænkte på det mammogram, jeg skulle have næste dag og det har altid været en oplevelse af ekstrem bekymring, som jeg havde én gang årligt og jeg var træt af at føle mig så bange. Træt af at være bange for døden og jeg sad på sengen og ud af det blå fik jeg tanken... "Kunne jeg ikke gøre dette i morgen uden at flippe ud?" Det var egentlig bare en tank, bare en tanke, men pludselig følte jeg dette sug af erkendelse, at det kunne jeg faktisk. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg vidste det. Jeg vidste ikke, hvad det lige var forandret, men noget var tydeligt forandret. Jeg var lamslået og pludselig vidste jeg, at det ville være forskelligt fra al den forfærdelige bekymring, jeg havde haft alle tidligere år. Og det betød ikke, at det mammogram, jeg skulle have ville blive fint. Det betød ikke, at jeg ikke havde brystcancer. Det var virkelig bizart for mig. Det lamslog mig, jeg rejste mig og gik til min partner, som var travl ved computeren og jeg stod bare i døråbningen og til sidst kiggede han op og så mig og han sagde "Hvad?" jeg sagde, at noget var sket. jeg fortalte ham over de næste dage, at jeg lidt efter lidt erkendte, at det ikke blot var at frygten ikke animerede mig mere. Jeg følte mig totalt fredfuld, uden min normale blivende stress. Mit sind var stille. Mit ydre liv var stort set det samme, men der gik mange måneder, før jeg forstod, at det var opvågning, der var sket. Det var virkeligt over lang tid. Alt jeg vidste var, at jeg ikke led mere, som jeg tidligere havde. og mit sind var stille og det har været sådan siden da. Der vil ikke være et minde om selve opvågningen, der er kun minder om oplevelser og fænomener. Når der er et minde, er der altid et spor efter modstand I sindet. Dette spor af modstand er den oprindelige gentagelse... starten på 'jeg'-tanken. Opvågningen selv efterlader intet spor i sindet. Det er ikke en oplevelse. Oprindelig bevidsthed vågner i sig selv I nuet, uformidlet af hukommelsen og sindets filtrering. Hvis vi jagter hvilken som helst tilstand, oplevelse og prøver at leve dér, så har vi misset målet. Hvis det kommer og går, hvis det ikke er her nu, så er det ikke din sande natur. Lad os et øjeblik forske direkte i vores sande natur. Direkte betyder 'ikke via sindet'. Du kan ikke genkende dét, som er udenfor sindet, ved at bruge sindet. Skift din opmærksomhed indad og vær bevidst om dette øjeblik. Bliv bevidst om bevidsthed selv. Bemærk tanker, føleindtryk og følelser som dukker op dette sted, men genkend også rummeligheden dér, hvor de dukker op. Fænomener kan dukke op fra det ubevidste. tanker, minder, føleindtryk, følelser, energier; Dette er en naturlig renselsesproces, der sker, når vi efterforsker. Vær åben for alt, der dukker op, som resultat af undersøgelsen. Tillad dig selv at forblive i denne naturlige sindstilstand, fri for begrænsningerne i konceptuelle forklaringer. Min egen opvågning skete essentielt i to fundamentalt forskellige retninger. Jeg tilgik det indledende skift fra et sted med lidelse, udtalt lidelse og jeg havde vidst, at det havde noget at gøre med tanker. Det havde noget at gøre med den måde, jeg tænkte på, måden jeg opfattede verden, måden jeg opfattede mig selv. Dette ledte mig til en direkte undersøgelse af 'tankernes' natur selv. Og vigtigst af alt, af 'tænkerens' natur. naturen ved 'den', der tilsyneladende er bundet af disse tanker. Via denne undersøgelse opløstes følelsen af at være 'en tænker' og med opløsningen af følelsen af at være en 'tænker', mistede alle tankeformer på en måde mening for mig. Det jeg ikke indså var, når dét sker, så efterlades vi med en slags ren eller ubundet bevidst oplevelse. Og for mig, var kolossalt fredfyldt, kolossalt frigørende fra min lidelse. Det var den første del af min opvågning. Jeg havde ingen idé om, selv med det klarsyn, som blev afdækket, den fred, der blev afdækket, at det kunne gå dybere. At det kunne gå meget dybere. Så over en periode på få dage, blev det indledende glimt, den første meget dybe, meget frigørende og overraskende oplevelse, til noget, der går ud over den menneskelige dimension; gik ud over rammerne for den, jeg tog mig for at være i nogen som helst betydning. Og hvad jeg tog verden for, på nogen måde, at være. Alt dette blev demonteret. Det der var tilbage, hvad der er tilbage er ekstremt svært at formulere reelt i ord, men gennem bogen, gennem direkte interageren med folk, som er interesserede i dette, kan det afdækkes og det kan afdækkes så, at denne person, hvis de er parate til det og interesserede i at efterforske det dem selv. Ingen kan fortælle dig, hvad sindet er, hvad Matrix'en er, hvad du er. For at kende det umålelige, det ubegribe- lige skal sindet være særligt stille og ubevægelig uden nogen bevægelse. I denne dybe ro og udtalte stilhed er der mulighed for at støde på noget som er tidsløst, evigt og udenfor al måling. Lad os sige, som metafor, at opvågning er når hovedet, ego'ets hoved, er hugget af af livet. Du så klart, at du ikke er din krop/sind. Du er ikke et væsen inde i kroppen/sindet, men ja, hovedet er hugget af af livet, men det ruller stadig ned af bakken og som det ruller ned af bakken medbringer det gamle mønstre, gamle planer, gamle synspunkter, som ikke længere er næret af din opmærksomhed. Du hviler solidt som vidnet til det, du ser de gamle mønstre folde sig ud, du er ikke grebet af dem, men de forekommer stadig. Så hovedet ruller ned af bakken, men på et tidspunkt vil det stoppe. Mønstre af gammel karma forekommer ikke mere. Der dukker ikke flere mønstre op, som du skal holde øje med og opløse. De er væk. Og det er Moksha, det er frigørelse. Hvad jeg har set er en fortløbende åbnen-op til at betragte livet, ikke som en person i kroppen, men som et fredeligt stille vidne til det, hvor der var øjeblikke, hvor der blot var handlinger, men der var ingen 'udfører' disse handlinger En hund gøede... det var blot gøen i stilheden eller der var nogen der gik eller min krop gik og det var blot 'gåen'. Ikke 'nogen' der gik. Dette fik følge af tavshed i den indre dialog , noget der til tider fulgte mit liv. Så disse øjeblikke, hvor jeg trådte ud af følelsen af at være en person, skete oftere og oftere. Og som det skete, begyndte alt det, jeg troede, jeg var eller min deltagelse i livet at føles anderledes. I stedet for at se livet som værende imod mig eller svært for mig eller prøve at bede om forandring, begyndte jeg at være I stand til at se, at alt pegede på noget højere, at åbne mit hjerte mere. At være tilgængelig for livet. Jeg begyndte at se, at det jeg kaldte ulykker eller fejl eller ting jeg ikke kunne lide, de var ikke forkerte, de var ikke imod mig. De viste mig faktisk en dybere virkelighed som jeg ikke var i kontakt med. Så alle bønner blev mere som et 'Amen'. Ske din vilje. Alle ønsker blev mere 'hjælp mig til at se, hvor jeg stadig afviser livet, hvor jeg stadig afviser noget. Hvor jeg stadig lider, fordi jeg siger 'nej' til det, der folder sig ud I livet selv. Så der kom en åbning. Jo mere denne åben-op til livet skete, des mere opstod disse øjeblikke af bevidst bevidning. Opvågning er blot begyndelsen af denne åbnen op. Det slutter på en måde aldrig. En aldrig sluttende åbnen op og jo mere dette sker, des oftere ser vi, at det der var svært, som knugen, som frygt, i virke- ligheden er et afsæt til en højere kærlighed. En dimension af kærlighed, af fred, af medfølelse og vi er alle i det. Selv dem, som vi ikke tror der er. Vi er alle med i det. Vi kan vide at bevidsthed eksistere. Det kan vi vide med sikkerhed. Alt andet kan vi give uddannede gæt omkring. Måske vældig gode gæt, men ikke desto mindre gæt. Bevidsthed er det eneste præ-teoretiske naturlige faktum. Alt andet er teoretiske abstraktioner, som opstår inden i bevidsthed. Bevidsthed er det eneste naturlige grundregel. At det eksistere, er det eneste absolut sikre. Og jeg kan forsikre dig om, at det er baseret på logik og de empiriske beviser ud fra fundamentet i fysik, stammende fra neurovidenskab om bevidsthed, så er blevet ekstraordinært usandsynligt, at bevidsthed ikke er fundamental. At forestille sig bevidsthed som sekundær eller epifænominal fører frem til en masse uløselige problemer. Så der er fremragende rationelle og empiriske argumenter for, at bevidsthed minimum er én af, hvis ikke den eneste fundamentale naturlige byggeblok. Fysik er grundliggende en videnskab om sanseindtryk. Det er et forsøg på, at forklare mønstrene og ensartetheden i den verden vi ser. Det prøver ikke at gå videre end sanseindtryk. Selv når fysikere bruger instrumenter som teleskoper, mikroskoper, oscilloskoper eller hvilket-som-helst-skoper, så vil udkommet fra disse instrumenter stadig skulle sanses. Så alt indenfor fysikken bliver stadig filtreret gennem sansernes paradigme, så at sige. Fysik er sansernes videnskab. Derfor forsøger Fysik ikke at fundamentalt se ud over det fysiske eller fundamentalt ud over materie, da fysikalitet og materie er blot andre ord for den verden, vi sanser, for indholdet af sansning. Livet er værktøjet, der forstår sig selv. For at forstå livet, kobler man ikke ud fra livet. Man kobler ikke fra dét, som man prøver at forstå. Dét du gør er, at være opmærksom på dét, der sker, prøver at fange nuancerne. Spørg dig selv "Hvad handler det om? Hvorfor sker dette? Hvad betyder det her?" Livet i verden er en bog, der skal læses og afkodes. Men vi kan blive så optaget af et forståeligt behov for at lide mindre, at vi glemmer at læse bogen. Vi glemmer at være opmærksomme. Mens bogen er nøglen til sin egen afkodning. Hvis du afkoder Livets bog, vil du automatisk lide mindre, men du kan ikke afkode den, hvis du ikke holder øjnene på bolden, hvis du ikke er opmærksom. Livet er værktøjet til selv-forståelse. Alle de store religiøse og spirituelle traditioner er bygget på denne forståelse. Særligt, at der er en uendelig og udelelig virkelighed, som skinner i os alle, som oplevelse 'Jeg er' og som ses som verden omkring os. Med andre ord er der et ocean af 'væren', så at sige, som ligger under alle og alting, hvorfra alle og alting udleder sin eksistens. Hvorfra alle og alting lever og hvortil det opløses, når det forsvinder. Og dette er faktisk det grundliggende princip i alle store religiøse traditioner, denne genkendelse af 'eksistensens singularitet'. Det første Hermetiske princip er "Altet er sind; universet er mentalt." Hvorend vi kigger, er det ene sind. Som Rumi sagde, "hvorend jeg ser, dér er Guds ansigt." Hvorend vi ser ind i mikro- verden eller i rummets makrokosmos, finder vi det ene sind. Her er et billede af menneske-neuroner og dette er et simuleret billede af Mørkt Stof fordeling gennem hele Universet. 'Årtusind kørslen' er en simulation lavet af Max Planck instituttet ved brug af supercomputers for at skabe en repræsen- tation af fordelingen og udvikling af Mørkt stof i universet. Mørkt stof danner et enormt kosmisk spindelvæv af forbundne filementer og noder, som visuelt er nærmest identisk med neuroner og neuronbanerne man ser i et menneskes hjerne. Det samme mønster findes overalt i naturen. Vi kan kalde det 'Det Ene Sind' eller Gud eller simpelthen 'Alt Der Er'. Det der refereres til som Gud, er ikke et eller andet ekstern væsen ud over og fra før verden. Gud er den 'væren', der skinner I hver af os som erkendelsen 'Jeg er' og ses som verden for os. Vi kunne sige, fra dette synspunkt I religiøst sprog, verden er udseendet af Guds ord, Logos, at vi er lokaliseringer af Guds sind inden i Guds sind. Så hvordan kan det være, at ét universelt felt, én universel bevidsthed forekommer at være mange? For jeg kan ikke læse dine tanker, formodentligt kan du ikke læse mine. Jeg ved ikke, hvad der sker i Andromeda galaksen, ikke engang i Kina. Vi har ikke den fulde oplevelse af naturens helhed, så hvordan kan dette ene sind, som naturen er, have disse begrænsninger og se ud som mange? OK, jeg tænker, vi kender en naturlig proces, der gør præcist dét. Det kaldes 'dissociation' indenfor psykiatrien. Det er en proces, hvor ét sind tilsyneladende opdeles i flere ikke-forbundne centre af bevidsthed. Vi har definitivt emperisk bevis for dette folk, i mennesker, fra neuro-billeddannelse og nu mener jeg, vi er tæt på begyndelsen til at have konkret konceptuel sag med dissociation baseret på integreret informationsteori, som er hovedteorien i bevistheds-neuro- videnskab. Når en dissociativ grænse dannes, kan du kun se dét, der ligger udenfor den dissociative grænse via sanseindtryk. Og det du sanser er materie, fysikalitet. Med andre ord er stof, fysikalitet en bevidst fremkomst i en bevidst proces bredt ud over den dissociative grænse. Hvadenten vi beskriver denne proces via moderne teoretiske termer eller bruger forhistoriske modeller som "de fem Skandaer', så er det vigtige, at vi disse processer, som normalt er ubevidste, bevidste. Når de gøres bevidste, så kan modviljen i selvets-struktur droppes. Den ubevidste ageren af 'Jeg'et' kan droppes. Sanseindtrykket af, at vi er en fysisk krop, sanseindtrykkene fra kroppen, konceptualiseringen af objekter og ting, identifikationen med preferencerne for disse ting og følelsen af, at der er et vidne, som betragter alt dette, alle disse sindet's processer kan erkendes som tome uden 'selv'. Med andre ord, så af- identificerer vi os fra fænomenerne, samtidigt med, at vi lader det være, som det er. Dette er ikke at vende sig væk fra livet, tværtimod er det en uddybning af intimiteten med livet. Min forståelse med, at bevidsthed er fundamental og kommer før fysikalitet, har over årene fundamentalt forandret min oplevelse af livet i verden og hvad det betyder at være et levende menne- ske i verden. For mig skete det langsomt. I starten var det er ren konceptuel forståelse i hovedet, men herefter sank det på en måde ind i kroppen og begyndte at ændre mine følelser og kropsindtryk, og det forandrede alt. Det ændrer din forestilling om, hvad et godt levet liv er Det ændrer, hvilke mål, du anser som værdige at arbejde mod, det ændrer sansningen af selvet, det ændrer dine forhold til andre levende væsener, ja det ændrer alt. Personlige mål som status, magt, penge, det går væk. Bevidstheden om, at mit liv overhovedet ikke er, har aldrig været, vil aldrig være om 'mig', men er om natur og jeg er blot en lokal manifestation af natur, den forståelse fører til en udtalt afslapning i den bekymring, som kommer med behovet for at opnå særlige personlige mål eller med skuffelsen som kommer, når du ikke når disse personlige mål. Alt det dér er forsvundet. Jeg lever nu livet i en form for service til Natur. Jeg er åben for at lave, hvad end det er, naturen vil gøre gennem mig og selvom dette lyder som om man er bundet til service, som en slave, så føles det ikke sådan. Det føles som om, at jeg ikke læng- ere har det undertrykkende overvældende ansvar for at gøre mig selv lykkelig. Hvilket er den mest undertrykkende idé, som et menneske kan have, hvilket er, at dit liv handler om dig og derfor har du ansvaret for at være lykkelig, så når du fejler i det, så er det din fejl og så begynder du at fortryde det. Nej det er væk. Det er forsvundet. Det er én af tingene, der er forandret i mit liv. En dybere forståelse af virkeligheden er direkte medskabende til empati, gensidig respekt, ikke-egoistiske formål. Det bevirker til færre mønstre af afhængigheds-adfærd. Så der er absolut ingen tvivl om, at hvis menneskehedens forståelse var dybere og mere gennemtrængende, ville livet bestemt være bedre. Løsningen til verdens problemer ser ud til at genkende problemernes sande kilde, hvilket er, at ego'et operere kun ud fra egne interesser. Det er ligegyldigt, hvad ego'et går ind i. Politik, religion, økonomi eller uddannelse. Så længe det stammer fra den falske premisse, at der er et separat 'jeg', så fortsætter det med at skabe lidelse og separation. Den eneste løsning for menneskeheden nu er at vågne op. I Buddhismen, når der ikke længere er en følelse af 'jeg', som en separat ting og samtidigt med, at der ikke er andre end 'Jeg', så er det Nirvana, ophøret af selv- centreret aktivitet, ophøret af vrang- forestilling, ophøret af at drømme, og vågne op fra rollen I livets drøm. Biblen siger, at Ordet blev kød og Han tog bolig iblandt os. Ordet er ofte oversat til Logos, som er et oldtids-ord med en dyb betydning. Logos er forbundet til evighed, sandhed og direkte afsløring. Man kunne sige, at det er gennem Logos eller Kristus Bevidsthed, eller Buddha natur, at Gud's sind er gjort kendt. Oversat til dansk af Martin Søegaard www.den-direkte-vej.dk læs mere om Den Direkte Vej på www.den-direkte-vej.dk