Jill Bolte Taylors slagkraftige indsigt

Jill Bolte Taylor fik en forskningsmulighed kun få hjerneforskere ville ønske sig: Hun fik en massiv hjerneblødning og så på mens hendes hjerne funktioner -- bevægelse, tale, selvbevidsthed -- lukkede ned en efter en. En utrolig historie.

Siden jeg var barn har jeg altid ville studere hjernen

for jeg har en bror, der er diagnosticeret med en hjernesygdom:

Skizofreni. Og som en søster

og senere, som en videnskabsmand, ønskede jeg at forstå hvorfor

er det, at jeg kan tage mine drømme, jeg kan forbinde

dem til min virkelighed, og jeg kan få mine drømme til at gå i opfyldelse.

Hvad er det ved min brors hjerne og

hans skizofreni, der gør, at han ikke kan forbinde sine

drømme til en fælles og delt virkelighed, så de

i stedet bliver til illusioner?

Så jeg dedikerede min karriere til at forske i

svære mentale sygdomme. Og jeg flyttede fra min hjemstat

Indiana til Boston, hvor jeg arbejdede i

Dr. Francine Benes laboratorium, på Harvards

Afdeling for Psykiatri. Og på laboratoriet, stillede vi spørgsmålet:

"Hvilke biologiske forskelle er der på hjerner hos individer

der kunne diagnosticeres som under normal kontrol,

sammenlignet med hjerner hos individer diagnosticeret med

skizofreni, skizoaffektive eller bipolære lidelser?"

Så vi kortlagde dybest set mikrokredsløbet

i hjernen: Hvilke celler kommunikerer med

hvilke celler, med hvilke kemikalier, og i

hvor store mængder af disse kemikalier?

Så der var masser af mening i mit liv, for jeg udførte

denne type af forskning i løbet af dagen.

Men så om aftenen og i weekenderne,

tog jeg rundt som fortaler for NAMI, den Nationale Alliance for Mentale sygdomme.

Men om morgenen den 10. december 1996, vågnede jeg op

og opdagede, at jeg havde min egen hjerneskade.

Et blodkar var sprunget i den venstre halvdel af min hjerne.

Og i løbet af fire timer

så jeg til, mens min hjernes evne til at bearbejde al information

fuldstændig forfaldt. Den morgen jeg fik min hjerneblødning,

var jeg ude af stand til at gå, tale, skrive eller genkalde mit liv.

I alt væsentligt blev jeg en baby i en kvindes krop.

Hvis I nogensinde har set en menneskehjerne,

er det tydeligt, at de to halvdele er fuldstændigt adskilt fra hinanden.

Og jeg har taget en ægte menneskehjerne med til jer.

Så dette er en ægte menneskehjerne.

Dette er fronten af hjernen,

bagsiden af hjernen med rygraden hængende ned,

og sådan her ville den være placeret inde i mit hoved.

Og når du ser på hjernen, er det tydeligt at

de to hjernebarker er fuldstændigt skilt fra hinanden.

For de af jer der har forstand på computere,

fungerer vores højre hjernehalvdel som en parallel processor,

mens vores venstre hjernehalvdel fungerer som en seriel processor.

De to hjernehalvdele kan dog kommunikere med hinanden

igennem corpus collosum,

der består af op til 300 millioner aksonale fibre,

Men ud over det,

er de to hjernehalvdele fuldstændig adskilte.

Eftersom de bearbejder information forskelligt,

tænker hver af hjernehalvdelene på forskellige ting,

de bryder sig om forskellige ting og - tør jeg sige -

de har vidt forskellige personligheder.

Undskyld mig. Tak skal du have, det var en fornøjelse. (Assistenten: Det var det.)

For vores højre hjernehalvdel handler alt om, hvad der sker i nuet.

Det er alt sammen om "lige her, lige nu."

Vores højre hjernehalvdel, den tænker i billeder

og den lærer kinæstetisk gennem vores krops bevægelser.

Information, i form af energi, strømmer ind samtidigt

gennem alle vores sansesystemer

og så eksploderer den til den her enorme kollage

af hvordan dette nuværende øjeblik ser ud,

hvad netop dette øjeblik lugter som og smager som,

hvad det føles som og hvad det lyder som.

Jeg er et energi-væsen forbundet med alle energierne omkring mig

gennem min højre hjernehalvdels bevidsthed.

Vi er energi-væsner forbundet med hinanden

gennem vore højre hjernehalvdeles bevidsthed som en menneskelig familie.

Og lige her,

lige nu, er vi brødre og søskende på denne planet,

her for at gøre verden til et bedre sted at være.

Og i dette øjeblik er vi perfekte, vi er hele og vi er smukke.

Min venstre hjernehalvdel -- vore venstre hjernehalvdele -- er et helt andet sted.

Vores venstre hjernehalvdel tænker lineært og metodisk.

Vores venstre hjernehalvdel

handler kun om fortiden og den handler kun om fremtiden.

Vores venstre hjernehalvdel er designet til at tage den

enorme kollage af dette øjeblik og begynde

at skille detaljer fra, detaljer og flere detaljer om disse detaljer.

Den kategoriserer dem derefter og

organiserer al den information, associerer den

med alting fra fortiden vi nogensinde har lært, og

projekterer alle vore muligheder ind i fremtiden.

Og vores venstre hjernehalvdel tænker i sprog.

Det er den konstante hjernesnak, der forbinder mig og min

indre verden med min ydre verden.

Det er den lille stemme, der siger til mig, "Hey, du skal lige huske

at købe bananer på vej hjem.

Jeg har brug for dem om morgenen."

Det er den beregnende intelligens, der husker mig på

hvornår jeg skal ordne vasketøjet. Men måske vigtigst af alt,

er det den lille stemme, der siger til mig:

"Jeg er. Jeg er." Og så snart min venstre hjernehalvdel siger til mig "Jeg er"

bliver jeg adskilt.

Jeg bliver til et enkelt, solidt individ, adskilt fra energistrømmen

rundt om mig og adskilt fra jer.

Og det var den del af min hjerne, jeg mistede

den morgen jeg fik et slagtilfælde.

Den morgen jeg fik slagtilfældet, vågnede jeg op til en

hamrende smerte bag mit venstre øje. Og det var den slags smerte --

bitter smerte -- som du får, når du

bider i en is. Og den greb mig bare --

og så gav den slip på mig. Og så greb den i mig igen --

og så gav den slip igen. Og det var meget usædvanligt

for mig overhovedet at opleve nogen form for smerte,

så jeg tænkte, OK, jeg går bare i gang med mine sædvanlige rutiner.

Så jeg stod op og sprang på min kondi hest,

hvilket er en helkrops træningsmaskine.

Og jeg knokler løs på den her ting, og det går op for mig

at mine hænder ser ud som primitive kløer, der griber

om håndtaget. Og jeg tænkte: "Det er meget mærkeligt."

Og jeg kiggede ned på min krop og jeg tænkte, "Wow,

jeg er en underligt udseende en." Og det var som om

min bevidsthed havde skiftet væk fra min normale

opfattelse af virkeligheden, hvor jeg er personen på

maskinen, der har en oplevelse, til et eller andet esoterisk rum

hvor jeg betragter mig selv have denne oplevelse.

Og det var alt sammen meget mystisk, og min hovedpine var

bare blevet værre. Så jeg stiger af maskinen,

og jeg går hen over mit stuegulv, og jeg

indser, at alting inde i min krop har

sat tempoet helt ned. Og hvert skridt er meget stift og

meget bevidst. Mine skridt er ikke længere flydende,

og der er den her begrænsning i mine sansninger,

så jeg er bare fokuseret på interne systemer.

Og jeg står i mit badeværelse og gør mig klar til

at gå ind under bruseren, og jeg kunne rent faktisk høre

samtalen inde i min krop. Jeg hørte en lille stemme

sige, "OK. I der muskler, I skal trække jer sammen.

I muskler, I slapper af."

Og så mistede jeg min balance, og jeg støtter mig op ad væggen.

Og jeg kigger ned af min arm og jeg indser

at jeg ikke længere kan definere grænserne for min krop.

Jeg kan ikke længere definere, hvor jeg begynder og hvor jeg slutter,

fordi atomerne og molekylerne i min arm

smelter sammen med væggens atomer og molekyler,

Og det eneste jeg kunne fornemme, var denne energi -- energi.

Og jeg spørger mig selv: "Hvad er der galt med mig?

Hvad forgår der?" Og i det øjeblik, blev min hjernesnak --

min venstre hjernehalvdels hjernesnak -- helt stille.

Præsis som om nogen tog en fjernbetjening

og trykkede på mute knappen. Total stilhed.

Og i starten var jeg chokeret over at befinde mig

inde i et tavs sind. Men så blev jeg øjeblikkeligt

fanget af skønheden i den energi, der var rundt om mig.

Og fordi jeg ikke længere kunne identificere

min krops grænser, følte jeg mig enorm og udvidende.

Jeg følte mig som ét med energien, der var,

og det var smukt der.

Så lige med et kommer min venstre hjernehalvdel tilbage

online, og den siger til mig: "Hey! Vi har et problem!

Vi har et problem! Vi er nødt til at skaffe hjælp."

Og jeg siger, "Ahh! Jeg har et problem.

Jeg har et problem." Så det er ligesom: "OK. OK. Jeg har et problem."

Men så drev jeg øjeblikkeligt tilbage

ind i den bevidsthed -- og jeg kalder kærligt

dette rum for La La land.

Men det var smukt der. Forstil dig, hvordan det ville

være at blive totalt afskåret fra din hjernes

småpludren, der forbinder dig til den eksterne verden.

Så her er jeg altså i dette rum, og mit job -- og alt

stressrelateret til mit arbejde -- det var forsvundet.

Og jeg følte mig lettere i min krop. Og forstil jer:

Alle relationer til den eksterne verden og alt

stressrelateret til nogen af disse -- de var borte.

Og jeg havde en følelse af fredfyldthed.

Og forstil jer, hvordan det ville føles at miste 37 års følelsesmæssig bagage!

(Latter) Åh! Jeg følte mig euforisk.

Eufori. Det var smukt.

Og så, igen, min venstre hjernehalvdel kommer online og den siger,

"Hey! Du er nødt til at være opmærksom.

Vi er nødt til at søge hjælp." Og jeg tænker: "Jeg er nødt til at søge hjælp.

Jeg er nødt til at fokusere."

Så jeg stiger ud af badet og mekanisk

klæder jeg mig på og jeg går rundt i min lejlighed,

og jeg tænker, "Jeg er nødt til at gå på arbejde. Jeg er nødt til at gå på arbejde

Kan jeg køre? Kan jeg køre?"

Og i det øjeblik faldt min arm fuldstændigt

lammet ned langs min side. Så gik det op for mig:

"Åh du godeste! Jeg er ved at få et slagtilfælde! Jeg er ved at få et slagtilfælde!"

Og det næste min hjerne siger til mig er: "Wow!

Hvor er det sejt." (Latter) "Det her er så sejt!

Hvor mange hjerneforskere har muligheden for

at studere deres egen hjerne indefra og ud?"

(Latter)

Og så gik det op for mig: "Men jeg er jo en meget travl kvinde!"

(Latter) "Jeg har ikke tid til at få et slagtilfælde!"

Så jeg er ligesom: "OK, Jeg kan ikke forhindre slagtilfældet i at ske,

så jeg gør det her en uges tid eller to, og

så går jeg tilbage til min daglige rutine, OK.

Så jeg er nødt til at skaffe hjælp. Jeg er nødt til at ringe til arbejdet."

Jeg kunne ikke huske nummeret til arbejde,

så jeg kom i tanke om, at i mit kontor havde jeg et visitkort

med mit nummer på. Så jeg gik ind i arbejdsrummet,

Jeg trak en 8 cm tyk bunke af visitkort frem.

Og jeg kigger på det øverste kort og selvom

jeg tydeligt kunne se for mit indre øje, hvordan mit visitkort så ud,

kunne jeg ikke se om dette

var mit kort eller ej, fordi det eneste jeg kunne se var pixels.

Og ordenes pixels var blandet sammen

med pixels fra baggrunden og pixels i symbolerne,

og jeg kunne bare ikke se forskel.

Og så ville jeg vente, på det jeg kalder en bølge af klarhed.

Og i det øjeblik ville jeg være i stand til

at gen-forbinde mig med den normale virkelighed og jeg kunne se

det er ikke det kort ... det er ikke det kort ... det er ikke kort.

Det tog mig 45 minutter for at komme 2 cm ned

i bunken af kort.

I mellemtiden, i løbet af 45 minutter, bliver blødningen

større i min venstre hjernehalvdel.

Jeg forstår ikke tal. Jeg forstår ikke telefonen,

men det er den eneste plan, jeg har.

Så jeg tager telefonpladen og jeg sætter den lige her. Jeg tager visitkortet,

jeg sætter det lige her, og

jeg sammenligner formen af krussedullerne på kortet

med formen af krussedullerne på telefonpladen.

Men så røg jeg tilbage ind i La La Land,

og kunne ikke huske, når jeg kom tilbage, om jeg allerede

havde trykket de tal.

Så jeg var nødt til at bruge min lammede arm som en stump

og dække numrene efterhånden som jeg trykkede

dem, så når jeg kom tilbage til den normale

virkelighed, ville jeg være i stand til at se: "Ja, jeg har trykket det tal."

Til sidst, bliver hele nummeret trykket ind

og jeg lytter til telefonen, og

min kollega tager røret og han siger til mig:

"Woo wooo woo woo." (Latter) Og jeg tænker ved mig selv:

"Du godeste, han lyder som en Golden Retriever!"

Og så siger jeg til ham -- tydeligt i mit sind, siger jeg til ham:

"Det er Jill! Jeg behøver hjælp!"

Og hvad der kommer ud af min stemme er: "Woo woo woo woo woo."

Jeg tænker: "Åh du godeste, jeg lyder som en Golden Retriever."

Så jeg kunne ikke vide -- jeg vidste ikke, at

jeg ikke kunne tale eller forstå sprog, før jeg prøvede.

Så han indser, jeg har brug for hjælp, og han skaffer mig hjælp.

Og kort tid efter kører jeg i en

ambulance fra et hospital igennem Boston til [Massachusetts] General Hospital

Og jeg kryber sammen i fosterstilling.

Og ligesom en ballon med den sidste rest af luft,

lige akkurat ud af ballonen,

følte jeg min energi løfte sig og bare -- jeg mærkede min sjæl overgive sig.

Og i det øjeblik vidste jeg, at jeg

ikke længere var koreografen i mit eget liv.

Og enten ville lægerne redde min krop og give mig en

ny chance i livet, eller også var dette

tid til at møde den anden side.

Da jeg vågnede senere den eftermiddag, var jeg chokeret

over at opdage, at jeg stadig var i live. Da jeg mærkede sjælen overgive sig,

tog jeg afsked med mit liv.

Og mit sind var nu hængt op mellem to meget

modsatte niveauer af virkeligheden. Stimulation der kom ind

igennem mine sanser føltes som ren smerte.

Lys brændte min hjerne som en steppebrand, og lyde

var så høje og kaotiske, at jeg ikke kunne skelne en

stemme fra baggrundslarmen,

og jeg ønskede bare at flygte. For jeg kunne ikke stadfæste

min krops placering i rummet, jeg følte mig enorm og udvidet,

som en ånd, der lige var sluppet fri af sin flaske.

Og min sjæl svævede frit, som en stor hval

gled den gennem en sø af stille eufori.

Nirvana. Jeg fandt Nirvana. Og jeg husker, at jeg tænkte,

det ville være umuligt nogensinde at presse

min enormhed tilbage ind i denne lillebitte krop.

Men så indså jeg: "Men jeg er stadig i live! Jeg er stadig i live,

og jeg har fundet Nirvana. Og hvis jeg har

fundet Nirvana og jeg stadig er i live, så kan alle

der er i live finde Nirvana." Og jeg forstillede mig en verden

fyldt med smukke, fredfyldte, medfølende,

kærlige mennesker, der vidste, at de kunne komme til

dette rum til hver en tid. Og at de bevidst

kunne vælge at tage et skridt til højre for deres

venstre hjernehalvdel og finde denne ro. Og så

indså jeg, hvilken enorm gave denne oplevelse

kunne være, hvor slagkraftig en indsigt dette kunne være,

til hvordan vi lever vores liv. Og det motiverede mig til at kæmpe mig tilbage.

To og en halv uge efter hjerneblødningen gik

kirurgerne ind og fjernede en blodprop

på størrelse med en golfbold, der lå og trykkede på mit sprogcenter.

Her er jeg sammen med min mor,

som er en sand engel i mit liv. Det tog mig otte år at komme mig helt.

Så hvem er vi? Vi er universets livskraft

med manuel snilde og to kognitive bevidstheder.

Og vi har evnen til at vælge, fra et øjeblik til det næste,

hvem og hvordan vi ønsker at være i verden.

Lige her, lige nu, kan jeg træde ind i

min højre hjernehalvdels bevidsthed, hvor vi er.

Jeg er universets livskraft.

Jeg er livskraften for de 50 billioner smukke

molekylære genier, der skaber min form, ét med alt der er.

Eller, jeg kan vælge at gå ind i bevidstheden for min

venstre hjernehalvdel, hvor jeg bliver et enkelt individ,

en solid. Adskilt fra strømmen,

adskilt fra dig. Jeg er Dr. Jill Bolte Taylor:

intellektuel, neuroanatomiker. Dette er de "vi" jeg har i mig.

Hvilket ville du vælge? Hvilket vælger du? Og hvornår?

Jeg tror, at desto længere tid vi bruger

på at vælge at køre de dybe, indre-fred kredsløb

fra vores højre hjernehalvdel, desto mere fred vil vi

projektere ud i verden, og desto mere fredfyldt bliver vores planet.

Og jeg tænkte, at det var en ide, der var værd at sprede.