Joachim de Posada siger, Spis ikke skumfidusen

I denne korte tale fra TED U, deler Joachim de Posada et milepælseksperiment om behovsudsættelse -- og hvordan det kan forudsige fremtidig succes. Med underholdende videoer af unger der ihærdigt prøver på ikke at spise skumfidusen.

Jeg står her, fordi jeg har en meget vigtig besked:

jeg tror vi har fundet

den vigtigste faktor for succes.

Og den blev fundet tæt herpå, Stanford.

Psykologi professor tog børn der var fire år gamle

og satte dem i et værelse helt alene.

Og han fortalte barnet, et fire-årigt barn,

"Johnny, jeg efterlader dig her med en skumfidus

i 15 minutter.

Hvis, når jeg kommer tilbage, skumfidusen er her,

får du en mere. Så du har to."

At fortælle et fire-årigt barn at han skal vente 15 minutter

på noget de kan lide,

svarer til at fortælle os, "Vi kommer med kaffe om to timer".

(Latter)

Præcis det samme.

Så hvad skete der da professoren forlod værelset?

Lige så snart døren lukkede...

to ud af tre spiste skumfidusen.

Fem sekunder, 10 sekunder, 40 sekunder, 50 sekunder,

to minutter, fire minutter, otte minutter.

Nogle klarede den 14 og et halvt minut.

(Latter)

Kunne ikke klare det. Kunne ikke vente.

Det der er interessant er, at en ud af tre

kiggede på skumfidusen og gjorde det her ...

De kiggede på den.

Lagde den tilbage.

De ville gå rundt. De ville lege med deres nederdele og bukser.

Det barn forstod allerede som fire-årig,

den vigtigste grundregel for succes,

hvillket er evnen til at udsætte nydelse.

Selvdisciplin:

den vigtigste faktor for at få succes.

15 år senere, 14 eller 15 år senere,

opfølgningsstudie.

Hvad fandt de ud af?

De tog ud for at se til disse børn der nu var blevet 18 eller 19.

Og de fandt ud af, at 100 procent

af de børn der ikke havde spist skumfidusen var succesrige.

De fik gode karakterer. De klarede sig flot.

De var glade. De havde planer.

De havde gode forhold til lærerne, de studerende.

De klarede sig flot.

En stor procentdel af børnene der spiste deres skumfidus,

de havde problemer.

De kom ikke på universitetet.

De fik dårlige karakterer. Nogle af dem droppede ud.

Nogle få var der stadig med dårlige karakterer.

Nogle få fik gode karakterer.

Jeg havde et spørgsmål i tankerne. Ville latinamerikanske børn

reagere på samme måde som amerikanske børn?

Så jeg tog til Colombia. Og jeg genskabte eksperimentet.

Og det var ret sjovt. Jeg brugte fire-, fem- og seks-årige børn.

Og lad mig vise Jer hvad der skete.

(Spansk) (Latter)

Så hvad skete der i Colombia?

Latinamerikanske børn, to ud af tre spiste deres skumfidus;

en ud af tre gjorde ikke.

Denne lille pige var interessant;

hun spiste det invendige af skumfidusen.

(Latter)

Med andre ord, ville hun have os til at tro, at hun ikke havde spist den, så hun ville få to.

Men hun spiste den.

Så vi ved hun bliver succesfuld. Men vi skal holde øje med hende.

(Latter)

Hun burde ikke blive noget i bankverdenen, for eksempel,

eller arbejde ved et kasseapparat.

Men hun bliver succesfuld.

Og dette gælder for alt. Selv indenfor salg.

Sælgeren der --

når kunden siger, "Jeg vil have det". Og personen siger, "Okay, værsågod".

Den person spiste skumfidusen.

Hvis sælgeren siger, "Vent lige et øjeblik.

Lad mig stille dig et par spørgsmål, for at se om det er det rigtige valg."

Så sælger man meget mere.

Så dette gælder for alle aspekter i livet.

Jeg slutter med -- koreanerne gjorde dette.

Vidste I det? Det her er så godt

at vi vil have en bog om skumfiduser til børn.

Vi lavede en til børn. Og nu er den overalt i Korea.

De lærer børnene om præcis disse principper.

Og vi skal lære det princip her i staterne,

fordi vi har en stor gæld.

Vi spiser flere skumfiduser end vi producerer.

Mange tak.