Cameron Sinclair: Flygtningene fra konjunktursvingningerne

Ved TEDGlobal U viser Cameron Sinclair den ikke-rapporterede pris for enorme byggeprojekter, der går ned: tusindvis af omvandrende bygningsarbejdere efterladt strandede og uden en krone på lommen. Til sine medarkitekter siger han, der er kun ét etisk svar.

For et par år siden fik jeg øjnene op for

byggeindustriens mørke side.

I 2006 tog unge qatarske studerende

mig hen for at se vandrearbejderlejrene.

Og siden da har jeg fulgt arbejderrettighedernes udvikling.

I de sidste seks måneder er flere end 300 skyskrabere

i UAE (Arabiske Emirater) blevet sat i bero eller annulleret.

Bag overskrifterne, der ligger bag disse bygninger,

er kontrakt-bygningsarbejderens skæbne.

1,1 million af dem.

Hovedsagligt indere, pakistanere, sri lankanere

og nepalesere, disse arbejdere risikerer alt

for at tjene penge til deres familier derhjemme.

De betaler en mellemmand tusindvis af dollars for at være der.

Og når de ankommer, befinder de sig i arbejdslejre uden vand,

aircondition og deres pas taget fra dem.

Mens det er let at pege fingre ad lokale embedsmænd og højere myndigheder,

bliver 99 procent af disse hyret af den private sektor,

og derfor er vi lige så, hvis ikke mere, ansvarlige.

Grupper som Buildsafe UAE er opstået,

men antallet er simpelthen overvældende.

I august 2008

bemærkede UAE-embedsmænd,

at 40 procent af landets 1.098 lejre

havde overtrådt reglerne for sundhed og brandsikkerhed.

Og sidste sommer protesterede flere end 10.000 arbejdere

imod udeblivelsen af løn,

dårlig mad og upassende husning.

Og så kom det finansielle kollaps.

Da arbejdsgiverne er gået ned,

fordi de har været overbelånt som alle andre,

er forskellen, at alt forsvinder,

dokumentation, pas

og billetter hjem for disse arbejdere.

For tiden, lige nu, er tusindvis af arbejdere forladt.

Der er ingen vej hjem.

Og der er ingen vej og intet bevis på ankomst.

Disse er konjunktur-flygtningene.

Spørgsmålet er, som bygningsprofessionel,

som arkitekt, ingeniør, som udvikler,

hvis man ved, dette foregår,

mens vi går til byggepladser hver eneste uge,

er man selvtilfreds eller medskyldig

i overtrædelser af menneskerettighederne?

Så lad os glemme det miljømæssige aftryk.

Lad os tænke på det etiske aftryk.

Hvad godt gør det

at bygge et nul-kulstof, energieffektivt kompleks,

når arbejdskraften, der laver denne arkitektoniske ædelsten,

er mere end uetisk?

For nylig er jeg blevet fortalt, jeg sigter for højt.

Men helt ærligt, ved denne sag

er der ingen anden vej.

Så lad os ikke glemme, hvem der virkelig betaler prisen for dette finanskollaps.

Og mens vi bekymrer os om vores næste arbejde på kontoret,

det næste design, vi kan få, at beholde vores arbejdere.

Lad os ikke glemme disse mænd, der vil dø for et job.

Tak.

(Bifald)