Opvågnende Sind, del 2 - Sindet afdækket

At gå ind i den menneskelige oplevelse
er, at gå ind i den store glemsel

Sløret over det tillærte sind skjuler
sandheden om, hvem vi reelt er,

hvilket kaster os ind i en verden af
separation, begrænsning og tvivl.

Så hvem er du i virkeligheden?
Er du blot et sind, der lever i en krop,

der navigerer gennem livet, prøver
at finde lykke og undgå lidelser?

Eller måske noget fuldstændigt andet,
noget meget dybere, noget evigt.

Noget der ikke kan forklares i ord.
Noget der, når det erkendes

bringer ægte fred og sand fuldbyrdelse.
Her vil vi kigge forbi sindets slør,

forbi tanker og sanseoplevelser,
for at finde sandheden om

hvem vi er i virkeligheden.

Så hvad er sindet?

Dette spørgsmål er, gennem historien,
stillet utallige gange. Fra menneskets

tidligste spirituelle og videnskabelige
undersøgelser er det menneskelige sind

blevet konceptualiseret og forstået
på mange måder i forskellige kulturer.

Mennesket har brugt filosofi, psykologiske
og videnskabelige teorier såvel som

metoder af mere direkte forskning for
at penetrere sindets hemmeligheder, for at

afdække hvem vi er, ud over sind og krop.
Normalt tænker vi, at sindet nok er

noget inde i hovedet, ligesom hjernen og
det har med tænkning og forståelse at gøre

men sindet er meget dybere end dette.
Sindet er faktisk dualitet.

Det kendes også som Maya eller illusion.
Det kendes også som ego.

På Latin betyder ordet ego "Jeg".
Når følelsen af "jeg" er begrænset til

en ting, er det Maya - illusion, men når
det er ubegrænset... når det vågner op

som bevidstheden selv, hvori alle
fænomener opstår og går væk,

så er der ikke længere en indentifikation
med et separat 'Jeg'.

Den sande betydning af ordet 'Jeg' er
uendelig og ubegrænset bevidsthed.

Det er det eneste 'Jeg' eller dete eneste Selv,
der er. Dog, for de fleste af os er

vores oplevelse af os selv viklet ind
i indholdet af vores oplevelser...

tanker, billeder, følelser osv., at vi
ikke opfatter som os selv, som det vi

essentielt og originalt er. Men vi
opfatter os I en ændret form... mikset

med indholdet af vores oplevelser. Dette
miks af det sande og eneste 'Jeg' -

ubegrænset bevidsthed, med indholdet
af det vi oplever skaber dette

illusoriske selv, som der normalt
refereres til som ego'et eller det

'separate selv'. Ego'et er en idé, en
vedblivende meget stærk, meget fast ide,

om at vi er en person... et separat væsen
inde i et krop/sind. Til tider tænker vi,

at vi blot er kroppen/sindet. Egoet er et
aspekt i sindet, der formes

I en ung alder og det er dette aspekt, der
giver os følelsen af, at jeg er et individ.

Ego'et er bogstaveligt talt et opfundet
væsen, der ikke er virkeligt og det er dét

vi identificere som kroppen. Det er den
del af sindet, der tænker, det er separat.

Ego'et er den personlige følelse af 'mig',
men det er ikke det sande selv.

Det er en totalt opfundet ide af 'mig',
det er ultimativt ikke, hvem jeg er.

Ultimativt er den jeg dybere under-
liggende tilstedeværelse, der altid er der.

Det dualistiske sind er lavet af to
fundamentale aspekter.... vidnet og

det der bevidnes. Der er fænomenet
af verden, der består af følesansninger

sanseindtryk og egoistiske preferencer og
så er der følelsen af, at der er et 'jeg',

som er separat, bevidnende. Opvågning er
at vågne op fra denne dualitet... fra

adskillelsen mellem vidnet og det
bevidnede. Mellem subjekt og objekt,

at erkende oprindelig bevidsthed,
der altid er tilstede.

Hvis du kigger på små børn, så har de
ikke noget ego og de lever i en tilstand

af deltagelse. De lever i en tilstand af
begejstring, fordi

de ikke er separerede fra verden.

Når vi fødes, er vi afhængige og
vi har endnu ikke konceptuel tænkning.

Som vi udvikler os, udvikler vi koncepter
og det der kaldes selv-bevidsthed, som er

evnen til at reflektere over, hvad vi
gør for at blive uafhængige.

Denne tankegang skaber
denne interne identitet.

Formningen af ego'et begynder hurtigt
efter fødsel. Vi udvikler en personlig

identitet, som vi herefter kalder 'jeg'
eller 'mig'. Spejlnings-stadiet i

menneskets udvikling er tidspunktet,
hvor barnet genkender sig selv i et spejl,

normalt ved 6 til 18 måneders alderen. Det
er kun én del i skabelsen af ego'et, via

identifikations-processen. Det betyder
ikke, at vi får vores ego fra genkendelsen

af karakteren i spejlet. Det er en del af
socialiserings processen eller tillæring

som dem omkring os, begynder at behandle
os som adskilt person, et separat 'Jeg'.

Vi lærer af identificere denne følelse af
'Jeg' gennem kroppens sanseoplevelser,

gennem sanseopfattelser og konceptualise-
ring af ting. Sindet opdeler og udskiller

en ting fra en anden, og vi udvikler
preferencer for sådanne ting.

Nogle ting kan vi lide, nogle kan vi
ikke lide. Dette 'Jeg' bliver vores

individuelle udskilte og unikke identitet,
som vi går gennem livet.

Det er historien om, hvem vi tror, vi er.

og bevidstheden, som vi er, begynder
at tro på dette, i en tidlig alder.

Det starter som barn og udvikler sig,
til vi er fuldstændigt overbeviste

om at være en person. Som folk går gennem
ungdom og ind i voksendom, udvikler de

en følelse af separation; en følelse af,
at være 'Jeg', som lever inde i hovedet.

Derved bliver de separate ego'er,
som lever i en tilstand af 'at ville have'

en tilstand af ufuldstændighed, hvis liv
domineres af et ønske om at

samle på ting, for at kompensere for
deres ufuldstændighed.

Det er sindet, der afstedkommer alle disse
problemer. Sindet er kraften

bag skabelsen af hele
illusionen om separation...

Hele illusionen eller udseendet af
at være en person, der lever i en verden.

Vi kunne erfaringsmæssigt bekræfte,
at hver gang vi oplever

psykologisk lidelse, så kan vi altid spore
det tilbage, til denne tro på at være denne

udskilte person, dette udskilte væsen.
Der er ingen undtagelser - ingen.

Jeg taler ikke om fysisk smerte, men
psykologisk lidelse er absolut unødvendig

det kommer fra denne tro på at være
denne udskilte eller

tilsyneladende udskilte krop/sind.
Da vi er som fragmenter, der er blevet

knækket af helet, ligesom puslespils-
brikker, der er uforbundne og spredt

vidt omkring. Derfor denne følelse af
"der er noget der mangler",

"noget er ikke som det skal være". Sindet
synes at være en uoverkommelig forhindring.

Hvordan kan vi komme uden om sindet?
Sindet ser ud til at være endeløst.

At forsøge at bekæmpe sindet ved
at bruge sindet, skaber en uendelig kamp.

Ligesom når man forsøger at løfte sig selv
ved at hive i sine snørebånd.

Ego'et kan føle sig ødelagt, fortabt
og forvirret, føle at livet ikke har

nogen mening, som dette søgende sind
kæmper, oplever vi det , som

Johannes af Korset kaldte 'Sjælens
mørke nat'. Dette er en nødvendig del af

af-illusionerings-processen. Det er kun
ved at forlade den søgende, den falske

identifikation med 'søgeren', at vi kan
opnå direkte forening med livet.

Jeg var et godt sted i livet. Jeg havde
på en måde opgivet den spirituelle søgen,

ikke fordi jeg havde givet op, men fordi
der ikke var mere at kigge efter.

Jeg søgte ikke indsigt, jeg søgte
ikke opvågning. Jeg søgte efter

fred og jeg søgte efter lykke og jeg fandt
ud af, at overgive mig til det 'der er' var

den eneste måde og at livet var min lærer.
Efter rigtig mange års søgning

forsvandt det hele. 'Huset', der var mig,
som jeg kendte mig selv som, faldt væk.

Jeg sad i min stue og over
en periode op nogle få uger synes

en slags indre tomhed at være tilstede
I mig. Det var uventet, dette enorme

indre landskab af mørke... en slags
forladthed... en eksistentiel forladthed

fra selve livet. Og jeg bemærkede, hvordan
sindet ville bevæge sig væk fra dette

indre landskab af mørke.
Og jeg stillede mig spørgsmålet:

"Hvad er meningen med lidelse?"
"Hvad er lidelsens natur?"

"Hvordan kan lidelse ophøre?" eller måske
gør det ikke og i det spørgsmål opstod

denne villighed til ikke at bevæge sig væk
fra, hvor jeg var, ikke at bevæge sig væk

fra det mørke landskab og overgive sig i
det, selvom det betød enden på 'mig'.

Jeg vidste ikke, hvad det betød, 'enden på
mig', men det kom op som en slags viden,

der endnu ikke var bevidst og i det øje-
blik, helt uventet, hele 'selv"-strukturen

døde. Det er ligesom om hele 'mig'-
identiteten døde og overraskende nok

var der en sammensmeltning med livet selv,
som endte adskillelsen mellem mig og livet

Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg og
livet er ét; der er ingen adskillelse...

Det hele sker i sindet. Fra det tidspunkt
forsvandt hele denne 'Amoda' struktur,

der var bygget på en offer identitet,
ikke blot et offer for omstændigheder,

men et offer for mine følelser,
et offer for følelser, et offer for

tanker og derfor kontant prøver at ændre
disse, for at ændre tanker til at ændre

følelser, gøre dem bedre, gøre dem
mere positive, gøre dem mere

opløftede... det sluttede. Og uden offeret
var det som om, jeg blev født påny.

Så jeg døde og jeg var genfødt i dette.
Det er som om, at al sløringen af sanserne

der var bygget op om Amoda identiteten,
som et mig, med sin historie, sine tanker,

med sine overbevisninger, med sine
erfaringer, forsvandt. Det var totalt

'nøgent' fra det tidspunkt og det
ændrede sig ikke sidan da.

I Buddhismen er den første Ædle Sandhed,
at der er lidelse. Der er denne

iboende utilfredshed i det
tillærte sind. Dukkha eller den kroniske

utilfredshed i sindet omfatter ikke
kun fysisk eller emotionel smerte, men

også mere subtile former for utilfredshed,
som den iboende forgængelighed af alle

ting og den manglende evne til at finde
blivende tilfredshed i verdslig søgen.

Sand lykke og fuldbyrdelse kan ikke blive
fundet i materialistiske forfølgelser.

Selv når tingene går, som vi tænker, de
skal. Selv når vi følger 'manuskriptet',

være en god person, hvor vi har
succesfulde forhold, succesfulde

karriere, selv da er der ofte denne
underliggende følelse af, at noget ikke er

helt i orden. Noget vi mangler,
noget vi ikke opfatter nøjagtigt

og jo nærmere vi ser på det, jo oftere
bliver det mere klart, mere tydeligt.

Så det jeg ofte siger er, det første skridt
i opvågningsprocessen er anerkendelsen af,

at vi lider. Vi kunne samlet sige, at
det er en følelse af, at livet simpelthen

ikke fungerer rigtigt eller måske,
at jeg fungerer ikke rigtigt i livet.

Men det er ubehageligt... det er nådeligt,
at det er ubehageligt, da det leder os ind

i efterforskningen, som kan tage os til
steder, vi aldrig kunne have forestillet os.

Hvorfor lider folk? Hvis vi taler om
fysisk smerte, skal vi forstå, at

årsagen til, at vi oplever fysisk smerte
er fordi, at fysisk smerte er en

beskyttelses mekanisme vi har nedarvet.
Hvis vi aldrig oplevede smerte, så ville

vi konstant støde ind i ting og vi ville
drikke svovlsyre og vores kroppe ville

ikke holde ret længe. Årsagen til psykisk
smerte er en anden. Det er:

"Du har taget fejl".
Så psykisk smerte er ikke et problem,

det er begyndelsen på løsningen.
Psykisk smerte fortæller os en lektion

om en anden fejl vi har lavet, nemlig at
tro, at vi er et udskilt menneske.

Det er en fejl... det er en fundamental
fejl. Det er den oprindelige synd;

den oprindelige synd som smed os ud af
Himmeriget, ud af Paradisets Have.

Den oprindelige betydning af ordet
'synd' er "at ramme ved siden af".

Egoistisk bevidsthed er en syg tilstand
I sindet, hvor vi konstant

rammer ved siden af. Dette er betydningen
af 'Faldet'. Vi er fokuserede på frugterne

på Visdommens Træ på godt og ondt,
fokuserede på tanker.

Det dualistiske sind er lavet af de fæno-
mener, der former den opfattede verden;

lavet af føleindtryk, opfattelser, egoets
preferencer og den her følelse af, at der

er et 'Jeg', som er udskilt, bevidnende.
Det er denne 'Jeg' tanke, som er roden til

identifikationen med egoet.

Uanset hvad vi oplever, så er det 'jeg',
der oplever det. Om jeg er trist, bekymret

eller ensom, så er det 'jeg', der har
oplevelsen. Hvis jeg taler med dig,

så er det 'jeg', der taler. Hvis jeg ser
verden, så er det 'jeg', der ser den.

Så alle vores oplevelser sker omkring
dette 'jeg'. 'Jeg' er den centrale rolle

I alle vores oplevelser, så den vigtigste
efterforskning ... forudsætningen for

opvågning er, at udforske og
genkende dette 'jeg's' natur.

eller 'selvet', som vi i virkeligheden er.

I Hjertesutraen, en af de mest anerkendte
tekster i Buddhismen siges det, at

for at være frie, skal vi erkende hele
denne mekanisme i det dualistiske sind

for at være 'selv-tom'. Når 'jeg' tanken
forsvinder, kollapser selve dualiteten.

Form erkendes præcist som tomhed,
tomhed præcist som form.

I Samadhi tilstanden danser tomheden som
fuldhed, stilstand er iboende i

bevægelse, stilhed iboende i lyd.
Livet opleves direkte,

ikke formidlet via sindets filter. Når
vi ikke længere går efter frugterne med

godt og ondt på Visdommen træ,
når vi ikke længere ser på verden på

den gamle måde, det er frigørelse,
afslutningen på lidelse.

Så længe vi tror, at vi har vores eget
sind, vores egen uvidenhed, vores eget ego

så er det fordi, vi kigger fra et udskilt
synspunkt og det er, du ved, okay

til at begynde med, at du ser sådan
på det. Men det er ikke sådan tingene er

I virkeligheden. I virkeligheden er der
kun liv. Dét er dét. Kun rent liv i aktion.

Lidelse er denne modstand til livet,
modstand til vores Ja,

Modstand til vores 'nej', modstand til
alt der forekommer,

da vi føler os separeret. Opvågningen er
helbredelsen fra denne separation,

fra denne idé om separation.

Vi kan begynder at forstå egoets modstand
i sindet ved at observere det større

princip for, hvorledes al energi bevæger
sig i universet. Èn måde at forstå dette,

er ved at kigge på noget kaldet en
Lichtenberg figur. En Lichtenberg figur

er et mønster som fremkommer, når høj-
spænding sendes gennem materialer.

Den elektriske afladning skaber et
mønster af forgrenede kanaler,

der ligner træer. Her sendes elektricitet
gennem træ. I dette eksempel skabes

Lichtenberg figuren ved at sende
billioner af elektroner ind i en akrylblok

ved brug af en 5 millioner volt partikel
accellerator. Al fysisk stof, her en

akrylblok er en modstand til eller
nedbremsning af energi.

I et tordenvejr har luftmodtstanden effekt på
formen af den afladende kanal

og ladningens forløb. Nå vi
observere den træagtige struktur skabt

af energien, så ser vi den vej energien
tog gennem mediet over tid.

Disse træagtige mønstre eller forgreninger
finder vi på alle niveauer og skalaer

I naturen, fra micro til makroniveau.
Selve universets stoffordeling

er en leg med form, en leg med modstand,
ét gigantisk sind, som på en måde leger

skjul med sig selv. Samskara eller
ubevidste mønstre skabes når

'spændingen' i en oplevelse er høj.
Energier samles og 'Jeg' tanken opstår.

Modstand opstår. Hvis der ikke var nogen
modstand, ville energien blot gå gennem,

liv flyder gennem. Men når der er
modstand, når 'Jeg' fremkommer,

forgrenes energien ud og skaber nye
veje i det ubevidste sind.

Disse mønstre kører autonomt, skjult
og voksende i skyggerne, indtil de er

afsløret igen og bevidst integreret
ind i 'helet'.

Det allertidligste minde jeg har er at
være virkelig bange og jeg vidst ikke

hvorfor og følte som om noget kunne gå
galt på et hvilket som helst tidspunkt og

den følelse vedblev gennem hele mit liv
og intensiverede i mine 20'ere.

Jeg sank ned i en dyb depression selv
efter at have fået fire børn.

Jeg endte med at gå gennem nok 3 eller
4 år, hvor jeg virkelig søgte efter

noget, men vidste ikke, hvad det var.
Jeg havde aldrig hørt om Opvågning,

vidste ikke hvad det var. Over tid blev
det klart, at hvad jeg end søgte efter,

så ville det ikke blive fundet i mit ydre
liv. Jeg havde god familie, en god

virksomhed på det tidspunkt. Alt jeg kunne
ønske. Men følte mig stadig virkelig tom

indeni og til sidst, som en del af
helbredelsen fra min depression fandt

jeg meditation og dykkede ned i det, fandt
en slags fred, af dyb tilfredshed

og for første gang i hele mit liv,
forsvandt denne følelse af angst og frygt,

blot et øjeblik den første gang. Så jeg
begyndte med at prøve at lære alt

jeg kunne mht., hvad der var sket, hvorfor
denne forandring. Og hvorfor den var vendt

tilbage, denne frygt. Jeg begyndte at
undersøge forskellige spirituelle veje og

stødte på denne term 'Opvågning',
'Oplysning' og prøvede at forstå, hvad

det er. Endelig efter 15-20 år kom
jeg frem til, at det er,

når vi ikke længere tror på vores
tanker. Tanker vil nok stadig være der,

men frygten, der kom fra at tro på vores
tanker, tro på, at jeg kun var

en person eller én, der levede mit liv og
jeg fandt ud af, at jeg var meget mere

end det. Jeg er uendelig og det begyndte
at stabilisere mig over en 5 årig periode

i mangel på bedre ord. Jeg var nødt til at
se på alt af den slags, der dukkede op

følelsen af ikke at være en
god forældre, følelsen

af utilstrækkelighed i min kerne.
Jeg måtte se grundigt på det og

undersøge og overveje det.
Efterhånden blev freden stabil,

indsatsløs og selv glæde og kærlighed,
nogle gange endda fryd. En dyb følelse af

at alting var okay, følte mig hjemme,
følte mig sikker, følte jeg kunne elske

mig selv. Jeg kan lide mig selv, hvilket
ikke var muligt for mig tidligere.

Mange mennesker får et glimt af opvågning,
men ser ud til at miste det.

Dette spil mellem 'jeg har det' og så
'jeg har mistet det' eller 'jeg er vågnet'

og nu er sindet tilbage. Dette sker når
opvågning ikke er klart indset for, hvad

det er. Ofte er der en behagelig tilstand,
når Samadhi fremkommer, energi, fryd

eller en ændring i det bevidstheden om sit
sind, opfattelse og en følelse af frihed,

Og man vil naturligt misfortolke denne
fænomenale tilstand som sandheden om

hvem du er. Efter et glimt af opvågningen,
vil man ofte søge tilstande eller

oplevelser, fremfor at genkende den
bevidsthed, der allerede er tilstede

og indse, at dét er kilden til sand
fuldbyrdelse. Sandheden om, hvem du er

er ikke en midlertidig tilstand eller
oplevelse. Fænomenet kommer og går, men

der forbliver, oprindelig bevidsthed, ER
altid. Hvis du søger tilstande eller

oplevelser, så vil den søgende blive stær-
kere og stærkere og du vil komme

længere og længere væk fra sandheden.
Søgeren misser altid målet ved at jage

det, der er forgængeligt, ligesom en
afhængig jagende sin midlertidige rus,

og ligesom den afhængige, vil den
falske søger altid ramme ind et

krisepunkt eller et nederlag.

Livet er som en festival af afhængig-
hedsskabende adfærdsmønstre og jeg

mener ikke kun afhængighed til stoffer
som alkohol eller nikotin. Alt der er for

meget af i samfundet, synes at være
afhængighedsskabende adfærd,

afhængighed af reality TV, de kendtes liv,
afhængighed af at købe det næste par sko

og hvorfor dette? Årsagen er, at vi er
desparate efter at finde en vej for at

undgå den fuldstændig meningsløse
og unaturlige måde, vi lever vores liv på.

Men vi ved ikke hvordan vi skal undgå det,
så vi prøver at kompensere for ved at gå

ind i en afhængighed. At forstå virkelig-
heden har den særlige evne at gøre livet

mere naturligt, bedre i linje med
rytmen og flowet og anvisningerne

fra naturen, Hvis det sker, er der
intet behov for afhængigheden

mere og vi vil leve med fuldbyrdede liv,
sundere, generelt bedre liv

uden forvrængede perspektiver, som
ideen om, at dit liv handler om dig og

mit liv handler om mig, hvilket er en af
de mest unaturlige tænkbare ting.

Det er som, hvis blomsterne på mit æble-
træ tænkte 'mit liv handler om mig' og

jeg skal overleve for altid. Hvis blomsten
fik sin vilje, vil der aldrig være æbler

og ikke flere æbletræer.

Når vi først har forstået sandheden, er
der et naturligt skift fra et egocentreret

liv eller et liv der udelukkende fodre
mønstre af begær og undgåelse

til en mere naturligt liv,
et mere flydende liv.

Så kan det, på et særligt tidspunkt, ske,
at denne tanke går i krise og måske

starter vi en åndelig søgen og måske
en psykologisk 'spørgen ind til'.

Så kommer det er tidspunkt, hvor vi er
klar til at se ud over denne illusion om

at være adskilt og vi kan sige at
spirituel søgen starter. Denne spirituelle

søgen starter måske før, vi er klar over,
at vi er spirituelt søgende.

Når det er bevidst, kan vi ikke længere
se livets udfoldelse som noget, vi skal

kæmpe imod, men som en invitation
at vågne op til,

så vi begynder at være mere åbne
overfor livet.

Lidelse er også det bedste natur-
lige værktøj til at fordre indsigt.

Vi stille ikke de dybe spørgsmål med
mindre vi lider. Hvis du ikke lider, så

ridder vi blot på livets bølge på en meget
nydelsesorienteret, overfladisk letlivethed

og vi stopper aldrig op og tænker over,
hvad sker der? Hvem er jeg?

Hvad handler det her om? Nej
Hvad er formålet med det hele?

Hvad er meningen med det? Vi stiller ikke
disse spørgsmål med mindre, vi lider.

Så lidelser er et enormt stærkt værktøj,
det tilskynder meget til indsigt.

Nu gør vi det endnu værre end det behøver
at være. Vi opfinder unødvendig lidelse.

Jeg kalder det meta-lidelse og meta-
lidelse kommer fra den lille stemme i

dit hoved, som siger 'nu lider du og det
skulle du ikke'. Det fordobler lidelsen

I ét slag. For nu har vi ikke bare den
naturlige lidelse, som er naturlig

og en del af dit liv og som ikke kan
undgåes, nu har du også meta-lidelse

fordi du er gået i krig med det naturlige,
I krig med den oprindelige lidelse. Det

handler ikke om undgå den naturlige proces
der tilskynder til indsigt, naturens

vigtige værktøj, det handler om ikke at
overdrive det unødvendigt, ved at føre

krig mod det. Når vi dropper modstanden
mod lidelse, er det ikke længere lidelse.

Det omformes til noget, der er til din
fordel. I spirituelle kredse hører vi

frasen 'elsk det der er'. Det er muligt at
elske en hvilken som helst smerte ved

at lære at opgive sine egoistiske prefe-
rencer og forstå, at det der sker blot er

intense fænomener, der faktisk bringer
dig I tættere kontakt med livet.

Ved at være upåvirket af 'det der er',
påbegynder vi udrensningen af ego'ets

indbyggede mønstre af modstand. Det
bringer os til overgivelses-paradokset.

Overgivelses-paradokset er at indse, at
det du bekæmper, vedbliver.

Modstanden giver faktisk energi til egoet.
Egoet er intet ud over modstanden selv

Til tider får vi idéen om, at vi
ikke skulle opleve dette eller

denne følelse. Det kan være vi føler,
at vi går baglæns, hvis vi føler had

eller vrede. Oplevelsen af det fulde vifte
af menneskelige følelser er nødvendig.

Paradokset er, at når vi accepterer hver
følelse helhjertet, dropper modstanden

imod den, omformes den fra en følelse,
som er fuld af tro, fordømning og

preferencer, til ren følelse;
til ren livsudfoldelse,

som er udenfor det evaluerende sind.

Der er en berømt historie i Zen, som
illustrerer denne pointe. En lærling

spurgte Tenzin, en Zen mester kendt for
sin visdom og ro. "Mester, da din hustru

døde, følte du ikke sorg?". Tenzin
svarede "Selvfølgelig følte jeg sorg,

Hvordan kunne jeg ikke?" Lærlingen undrede
sig og spurgte, "men jeg troede, du var en

Zen mester, skulle du ikke være over
sådanne følelser?" Tenzin smilede blidt

og svarede, "ah du misforstår. Da jeg
følte sorg tillod jeg mig selv at føle

det fuldt og opleve det dybt. Og ved at
gøre dette ærede jeg sandheden i

øjeblikket. Herefter, som når skyer
passerer over himlen, kom og gik sorgen.

Men himlen, storheden i mit væsen,
forblev uforandret.

Min opvågning begyndte reelt da jeg gik på
videregående uddannelse, da en serie af

personlige oplevelser udfordrede mig til
at stille spørgsmål til livets formål, mit

liv I særdeleshed og meningen. Jeg
begyndte at spørge, hvad var pointen men

alt det, jeg foretog mig. Oplevelsen var,
at være bevidst, men uden at være noget

særligt. Det var meget frigørende. Der
var en udtalt følelse af 'given slip'

som når noget under stort tryk
bliver udløst og der var denne

afslapning og begejstring og alt jeg
husker var blot 'at være'.

Det er alt jeg ønsker at være... blot
'være'. Ikke noget særligt. Jeg kalder det

'mit store skifte'. Det ændrede virkeligt,
jeg vil nærmest sige vendte vrangen ud på

måden jeg så på ting og måden jeg
oplevede på, måden jeg så på folk,

interagerede med folk... og skiftet var i
betydningen, at alt jeg oplevede

ligegyldigt hvad jeg lavede eller sagde,
ganske enkelt var bevidsthed udtrykt.

Bevidstheden jeg er bliver udtrykt,
så i det øjeblik, i ethvert øjeblik,

hvad jeg end siger eller gør, var der
skete var at være bevidst

og det er vedblevet. Men det forsætter med
at afsløre sin natur. Det var som om, at

jeg kunne se tanker flyde forbi og hvad
end der krævedes af handling,

handlingen opstod simpelthen og kroppen
udførte ganske enkelt handlingen.

Det var ikke som før, da jeg tidligere
ville have tænkt ting,

jeg tænker 'jeg er nødt til at gøre dette'
og 'jeg' personen ville gøre det.

Nej, det der skete, det der startede med
at ske var, at jeg blot 'var'. Var bevidst

og handlinger opstod blot og så var
kroppen værktøjet og så så på det i

real-tid. Kroppen udfører ganske enkelt
enhver handling, der opstår i bevidstheden

og jeg er tilfældigvis en deltager og en ob-
servatør. Det synes jeg, er den bedste del.

Bevidstheden er valg-løs. Det sande Selv
er udenfor det at vælge. Når man høre det,

kan man måske sige "okay jeg vil opgive
alting. Jeg vil ganske enkelt ikke vælge

noget. Jeg vil bare sidde i en hule.
Det har mange mennesker gjort.

Men problemet er, at det ville stadig
være et valg. Jeg vælger bare at under-

trykke mine valg og ønsker. Det er det
tillærte sind, der vælger ikke at vælge.

Både valg og ikke-valg foregår begge
med det tillærte sind.

Men hvem er bevidst om det sind?

Efter opvågning vil du se, at det tillærte
selv måske stadig vælger sin favorit

te. Det vil stadig spise den diæt, der
er bedst for kroppen. Det betyder ikke,

at valg ikke foretages mere. Masser af
valg sker stadig,

opstår hele tiden. Men forskellen er,
at jeg-følelsen ikke er viklet ind

i noget af det. 'Jeg' tanken er
faldet bort.

'Jeg' vælger ikke, men
jeg undertrykker heller ikke valg.

Så opvågning er ligesom nedbrydning af
ego'ets usynlige mure, 'rustningen'

og genkendelsen af vores enhed med alt.
Resultatet er enestående, fordi

vi opdagede vi ikke led af vrede, smerte
sorg... vi led af vores

afvisning af livet og vi kan lære at
være så åbne, at vi bevidst

er ét med livet, som det er.

Vi vil hellere føle behag fremfor lidelse.
Det er helt normalt, noget i det

menneskelige væsen, den almene art af
Homo sapiens, vil hellere føle behag end

at føle ubehag. Jeg tænker, at når vi
bliver bevidste om, at det faktisk føles

behageligt at være bevidste, noget i os -
registreres i den almene menneskelige

hjerne, "Oh jeg kan lide det her. Dette
er muligt" og det er selvforstærkende.

Opvågning kan ske i gradvise trin eller
det kan ske på én gang i et radikalt

skift, hvor vi pludselig ved, hvem vi er,
som om vi vågner fra en drøm.

Som om vi har sovet hele livet i vores
'drømme-rolle'. For at forblive vågen

er en stadig oprensning af Selvet's
struktur er påkrævet.

Selv om vi får en fuld opvågning, er det
vigtigt at være vagtsom og ikke tro på

den næste tanke, at forblive afbalancerede
med situationen, når ubevidste tanker

dukker op. Ellers vil ubevidste mønstre i
sindet skjule sandheden.

Det ubevidste skal blive transparent
ubevidst. Hvis vi ikke konfronterer os

med det ubevidste, falder vi ind i det,
der kaldes 'spirituel forbigåelse'.

Spirituel forbigåelse refererer til den
tendens at nogle individer insisterer på,

at de allerede er opvågne, for at undgå at
blive konfronteret med svære følelser,

uløste psykologiske problemer eller ægte
livs udfordringer. Ego-sindet kan tilegne

sig et glimt af opvågning og hindre én
i at leve ud fra sandheden.

Jeg sad på min seng og tænkte på det
mammogram, jeg skulle have næste dag

og det har altid været en oplevelse af
ekstrem bekymring, som jeg havde

én gang årligt og jeg var træt af at føle
mig så bange. Træt af at være bange

for døden og jeg sad på sengen og ud
af det blå fik jeg tanken...

"Kunne jeg ikke gøre dette i morgen uden
at flippe ud?" Det var egentlig bare en

tank, bare en tanke, men pludselig følte
jeg dette sug af erkendelse, at det kunne

jeg faktisk. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg
vidste det. Jeg vidste ikke, hvad det lige

var forandret, men noget var tydeligt
forandret. Jeg var lamslået og pludselig

vidste jeg, at det ville være forskelligt fra
al den forfærdelige bekymring, jeg havde

haft alle tidligere år. Og det betød ikke,
at det mammogram, jeg skulle have ville

blive fint. Det betød ikke, at jeg ikke
havde brystcancer.

Det var virkelig bizart for mig. Det
lamslog mig, jeg rejste mig og gik til

min partner, som var travl ved computeren
og jeg stod bare i døråbningen og

til sidst kiggede han op og så mig
og han sagde "Hvad?"

jeg sagde, at noget var sket.
jeg fortalte ham over de næste dage,

at jeg lidt efter lidt erkendte, at det
ikke blot var at frygten ikke animerede

mig mere. Jeg følte mig totalt fredfuld,
uden min normale blivende stress.

Mit sind var stille. Mit ydre liv var
stort set det samme, men der gik mange

måneder, før jeg forstod, at det var
opvågning, der var sket.

Det var virkeligt over lang tid. Alt jeg
vidste var, at jeg ikke led mere, som jeg

tidligere havde. og mit sind var stille og
det har været sådan siden da.

Der vil ikke være et minde om selve
opvågningen, der er kun minder om

oplevelser og fænomener. Når der er et
minde, er der altid et spor efter modstand

I sindet. Dette spor af modstand
er den oprindelige gentagelse...

starten på 'jeg'-tanken.
Opvågningen selv efterlader intet spor

i sindet. Det er ikke en oplevelse.
Oprindelig bevidsthed vågner i sig selv

I nuet, uformidlet af hukommelsen og
sindets filtrering. Hvis vi jagter hvilken

som helst tilstand, oplevelse og prøver at
leve dér, så har vi misset målet.

Hvis det kommer og går, hvis det ikke er
her nu, så er det ikke din sande natur.

Lad os et øjeblik forske direkte i
vores sande natur. Direkte betyder

'ikke via sindet'. Du kan ikke genkende
dét, som er udenfor sindet, ved at

bruge sindet. Skift din opmærksomhed indad
og vær bevidst om dette øjeblik.

Bliv bevidst om bevidsthed selv. Bemærk
tanker, føleindtryk og følelser som dukker

op dette sted, men genkend også
rummeligheden dér, hvor de dukker op.

Fænomener kan dukke op fra det ubevidste.
tanker, minder, føleindtryk,

følelser, energier; Dette er en naturlig
renselsesproces, der sker,

når vi efterforsker. Vær åben for alt, der
dukker op, som resultat af undersøgelsen.

Tillad dig selv at forblive i denne
naturlige sindstilstand,

fri for begrænsningerne i
konceptuelle forklaringer.

Min egen opvågning skete essentielt
i to fundamentalt forskellige

retninger. Jeg tilgik det indledende skift
fra et sted med lidelse, udtalt lidelse

og jeg havde vidst, at det havde noget
at gøre med tanker.

Det havde noget at gøre med den måde,
jeg tænkte på, måden jeg opfattede verden,

måden jeg opfattede mig selv. Dette ledte
mig til en direkte undersøgelse af

'tankernes' natur selv. Og vigtigst
af alt, af 'tænkerens' natur.

naturen ved 'den', der tilsyneladende er
bundet af disse tanker.

Via denne undersøgelse opløstes følelsen
af at være 'en tænker' og

med opløsningen af følelsen af at være
en 'tænker', mistede alle tankeformer på

en måde mening for mig. Det jeg ikke indså
var, når dét sker, så efterlades vi med en

slags ren eller ubundet bevidst oplevelse.
Og for mig, var kolossalt fredfyldt,

kolossalt frigørende fra min lidelse.
Det var den første del af min opvågning.

Jeg havde ingen idé om, selv med det
klarsyn, som blev afdækket, den fred, der

blev afdækket, at det kunne gå dybere.
At det kunne gå meget dybere.

Så over en periode på få dage, blev det
indledende glimt, den første meget dybe,

meget frigørende og overraskende
oplevelse, til noget, der går ud over den

menneskelige dimension; gik ud over
rammerne for den, jeg tog mig for at være

i nogen som helst betydning. Og hvad jeg
tog verden for, på nogen måde, at være.

Alt dette blev demonteret.
Det der var tilbage, hvad der er tilbage

er ekstremt svært at formulere reelt i
ord, men gennem bogen, gennem

direkte interageren med folk, som er
interesserede i dette, kan det

afdækkes og det kan afdækkes så,
at denne person, hvis de er

parate til det og interesserede i
at efterforske det dem selv.

Ingen kan fortælle dig, hvad sindet er,
hvad Matrix'en er, hvad du er.

For at kende det umålelige, det ubegribe-
lige skal sindet være særligt stille

og ubevægelig uden nogen bevægelse.
I denne dybe ro og udtalte

stilhed er der mulighed for
at støde på noget som er

tidsløst, evigt og udenfor al måling.

Lad os sige, som metafor, at
opvågning er når hovedet,

ego'ets hoved,
er hugget af af livet.

Du så klart, at du ikke er din
krop/sind. Du er ikke et væsen

inde i kroppen/sindet, men ja,
hovedet er hugget af af livet,

men det ruller stadig ned af bakken
og som det ruller ned af bakken

medbringer det gamle mønstre, gamle
planer, gamle synspunkter, som ikke

længere er næret af din opmærksomhed.
Du hviler solidt som vidnet til det,

du ser de gamle mønstre folde sig ud,
du er ikke grebet af dem,

men de forekommer stadig.
Så hovedet ruller ned af bakken,

men på et tidspunkt vil det stoppe.
Mønstre af gammel karma forekommer

ikke mere. Der dukker ikke flere mønstre
op, som du skal holde øje med og

opløse. De er væk. Og det er Moksha,
det er frigørelse. Hvad jeg har set er

en fortløbende åbnen-op til at betragte
livet, ikke som en person i kroppen, men

som et fredeligt stille vidne til det,
hvor der var øjeblikke, hvor der blot var

handlinger, men der var ingen 'udfører'
disse handlinger

En hund gøede... det var blot gøen i
stilheden eller der var nogen der gik

eller min krop gik og det var blot 'gåen'.
Ikke 'nogen' der gik.

Dette fik følge af tavshed i den
indre dialog , noget

der til tider fulgte mit liv.
Så disse øjeblikke, hvor jeg trådte ud af

følelsen af at være en person, skete
oftere og oftere.

Og som det skete, begyndte alt det,
jeg troede, jeg var eller

min deltagelse i livet at føles
anderledes.

I stedet for at se livet som værende imod
mig eller svært for mig eller prøve at

bede om forandring, begyndte jeg at være
I stand til at se, at alt pegede på noget

højere, at åbne mit hjerte mere.
At være tilgængelig for livet.

Jeg begyndte at se, at det jeg kaldte
ulykker eller fejl eller ting jeg ikke

kunne lide, de var ikke forkerte,
de var ikke imod mig.

De viste mig faktisk en dybere virkelighed
som jeg ikke var i kontakt med.

Så alle bønner blev mere som et 'Amen'.
Ske din vilje. Alle ønsker blev mere

'hjælp mig til at se, hvor jeg stadig
afviser livet, hvor jeg stadig afviser

noget. Hvor jeg stadig lider, fordi
jeg siger 'nej' til det, der folder sig ud

I livet selv. Så der kom en åbning. Jo
mere denne åben-op til livet skete,

des mere opstod disse øjeblikke
af bevidst bevidning.

Opvågning er blot begyndelsen af denne
åbnen op. Det slutter på en måde aldrig.

En aldrig sluttende åbnen op og jo mere
dette sker, des oftere ser vi, at det der

var svært, som knugen, som frygt, i virke-
ligheden er et afsæt til en højere

kærlighed. En dimension af kærlighed, af
fred, af medfølelse og vi er alle i det.

Selv dem, som vi ikke tror der er.
Vi er alle med i det.

Vi kan vide at bevidsthed eksistere.
Det kan vi vide med sikkerhed.

Alt andet kan vi give uddannede gæt
omkring. Måske vældig gode gæt,

men ikke desto mindre gæt.
Bevidsthed er det eneste præ-teoretiske

naturlige faktum. Alt andet er teoretiske
abstraktioner, som opstår inden i

bevidsthed. Bevidsthed er det eneste
naturlige grundregel. At det eksistere, er

det eneste absolut sikre. Og jeg kan
forsikre dig om, at det er baseret på

logik og de empiriske beviser ud fra
fundamentet i fysik, stammende fra

neurovidenskab om bevidsthed, så er
blevet ekstraordinært usandsynligt, at

bevidsthed ikke er fundamental.
At forestille sig bevidsthed som sekundær

eller epifænominal fører frem til en masse
uløselige problemer. Så der er fremragende

rationelle og empiriske argumenter for, at
bevidsthed minimum er én af, hvis ikke den

eneste fundamentale naturlige byggeblok.
Fysik er grundliggende en videnskab om

sanseindtryk. Det er et forsøg på, at
forklare mønstrene og ensartetheden i

den verden vi ser. Det prøver ikke at gå
videre end sanseindtryk.

Selv når fysikere bruger instrumenter som
teleskoper, mikroskoper, oscilloskoper

eller hvilket-som-helst-skoper, så vil
udkommet fra disse instrumenter stadig

skulle sanses. Så alt indenfor fysikken
bliver stadig filtreret gennem sansernes

paradigme, så at sige. Fysik er sansernes
videnskab. Derfor forsøger Fysik ikke at

fundamentalt se ud over det fysiske eller
fundamentalt ud over materie,

da fysikalitet og materie er blot andre
ord for den verden, vi sanser,

for indholdet af sansning. Livet er
værktøjet, der forstår sig selv.

For at forstå livet, kobler man ikke ud
fra livet. Man kobler ikke fra dét, som

man prøver at forstå. Dét du gør er, at
være opmærksom på dét, der sker,

prøver at fange nuancerne. Spørg dig selv
"Hvad handler det om? Hvorfor sker dette?

Hvad betyder det her?" Livet i verden er
en bog, der skal læses og afkodes.

Men vi kan blive så optaget af et
forståeligt behov for at lide mindre,

at vi glemmer at læse bogen.
Vi glemmer at være opmærksomme.

Mens bogen er nøglen til sin egen
afkodning. Hvis du afkoder Livets bog,

vil du automatisk lide mindre, men du
kan ikke afkode den, hvis du ikke holder

øjnene på bolden, hvis du ikke
er opmærksom.

Livet er værktøjet til selv-forståelse.

Alle de store religiøse og spirituelle
traditioner er bygget på

denne forståelse. Særligt, at der er en
uendelig og udelelig virkelighed, som

skinner i os alle, som oplevelse 'Jeg er'
og som ses som verden omkring os.

Med andre ord er der et ocean af 'væren',
så at sige, som ligger under alle og

alting, hvorfra alle og alting
udleder sin eksistens.

Hvorfra alle og alting lever
og hvortil det opløses, når det

forsvinder. Og dette er faktisk det
grundliggende princip i alle store

religiøse traditioner, denne genkendelse
af 'eksistensens singularitet'.

Det første Hermetiske princip er
"Altet er sind; universet er mentalt."

Hvorend vi kigger, er det ene sind. Som
Rumi sagde, "hvorend jeg ser, dér er

Guds ansigt." Hvorend vi ser ind i mikro-
verden eller i rummets makrokosmos,

finder vi det ene sind. Her er et billede
af menneske-neuroner og dette er et

simuleret billede af Mørkt Stof fordeling
gennem hele Universet.

'Årtusind kørslen' er en simulation lavet
af Max Planck instituttet ved brug af

supercomputers for at skabe en repræsen-
tation af fordelingen og udvikling af Mørkt

stof i universet. Mørkt stof danner et
enormt kosmisk spindelvæv af forbundne

filementer og noder, som visuelt er
nærmest identisk med neuroner og

neuronbanerne man ser i et menneskes
hjerne. Det samme mønster findes overalt

i naturen. Vi kan kalde det 'Det Ene Sind'
eller Gud eller simpelthen 'Alt Der Er'.

Det der refereres til som Gud, er ikke
et eller andet ekstern væsen ud over

og fra før verden. Gud er den 'væren', der
skinner I hver af os som erkendelsen

'Jeg er' og ses som verden for os.
Vi kunne sige, fra dette synspunkt

I religiøst sprog, verden er udseendet af
Guds ord, Logos,

at vi er lokaliseringer af Guds sind
inden i Guds sind.

Så hvordan kan det være, at ét universelt
felt, én universel bevidsthed forekommer

at være mange?
For jeg kan ikke læse dine tanker,

formodentligt kan du ikke læse mine.
Jeg ved ikke, hvad der sker i Andromeda

galaksen, ikke engang i Kina.
Vi har ikke den fulde oplevelse af

naturens helhed, så hvordan kan dette ene
sind, som naturen er, have disse

begrænsninger og se ud som mange?
OK, jeg tænker, vi kender en naturlig

proces, der gør præcist dét. Det kaldes
'dissociation' indenfor psykiatrien. Det

er en proces, hvor ét sind tilsyneladende
opdeles i flere ikke-forbundne centre af

bevidsthed. Vi har definitivt emperisk
bevis for dette folk, i mennesker,

fra neuro-billeddannelse og nu mener jeg,
vi er tæt på begyndelsen til at have

konkret konceptuel sag med dissociation
baseret på integreret informationsteori,

som er hovedteorien i bevistheds-neuro-
videnskab. Når en dissociativ grænse

dannes, kan du kun se dét, der ligger
udenfor den dissociative grænse via

sanseindtryk. Og det du sanser er materie,
fysikalitet. Med andre ord er stof,

fysikalitet en bevidst fremkomst i en
bevidst proces bredt ud over

den dissociative grænse.

Hvadenten vi beskriver denne proces via
moderne teoretiske termer eller bruger

forhistoriske modeller som "de fem
Skandaer', så er det vigtige, at vi disse

processer, som normalt er ubevidste,
bevidste. Når de gøres bevidste, så

kan modviljen i selvets-struktur droppes.
Den ubevidste ageren af

'Jeg'et' kan droppes. Sanseindtrykket af,
at vi er en fysisk krop, sanseindtrykkene

fra kroppen, konceptualiseringen af
objekter og ting, identifikationen

med preferencerne for disse ting og
følelsen af, at der er et vidne,

som betragter alt dette, alle disse
sindet's processer kan erkendes som

tome uden 'selv'. Med andre ord, så af-
identificerer vi os fra fænomenerne,

samtidigt med, at vi lader det være, som
det er. Dette er ikke at vende sig væk fra

livet, tværtimod er det en uddybning
af intimiteten med livet.

Min forståelse med, at bevidsthed er
fundamental og kommer før fysikalitet,

har over årene fundamentalt forandret
min oplevelse af livet i verden og

hvad det betyder at være et levende menne-
ske i verden. For mig skete det langsomt.

I starten var det er ren konceptuel
forståelse i hovedet, men herefter sank

det på en måde ind i kroppen og begyndte
at ændre mine følelser og kropsindtryk,

og det forandrede alt. Det ændrer din
forestilling om, hvad et godt levet liv er

Det ændrer, hvilke mål, du anser som
værdige at arbejde mod, det ændrer

sansningen af selvet, det ændrer dine
forhold til andre levende væsener,

ja det ændrer alt. Personlige mål som
status, magt, penge, det går væk.

Bevidstheden om, at mit liv overhovedet
ikke er, har aldrig været, vil aldrig være

om 'mig', men er om natur og jeg er blot
en lokal manifestation af natur,

den forståelse fører til en udtalt
afslapning i den bekymring, som

kommer med behovet for at opnå
særlige personlige mål eller med

skuffelsen som kommer, når du ikke
når disse personlige mål.

Alt det dér er forsvundet. Jeg lever nu
livet i en form for service til Natur.

Jeg er åben for at lave, hvad end det er,
naturen vil gøre gennem mig og selvom

dette lyder som om man er bundet til
service, som en slave, så føles det ikke

sådan. Det føles som om, at jeg ikke læng-
ere har det undertrykkende overvældende

ansvar for at gøre mig selv lykkelig.
Hvilket er den mest undertrykkende idé,

som et menneske kan have, hvilket er, at
dit liv handler om dig og derfor har du

ansvaret for at være lykkelig, så når du
fejler i det, så er det din fejl og så

begynder du at fortryde det. Nej det er
væk. Det er forsvundet.

Det er én af tingene, der er forandret i
mit liv. En dybere forståelse af

virkeligheden er direkte medskabende til
empati, gensidig respekt, ikke-egoistiske

formål. Det bevirker til færre mønstre af
afhængigheds-adfærd.

Så der er absolut ingen tvivl om, at
hvis menneskehedens forståelse var

dybere og mere gennemtrængende,
ville livet bestemt være bedre.

Løsningen til verdens problemer ser ud til
at genkende problemernes sande kilde,

hvilket er, at ego'et operere kun ud fra
egne interesser. Det er ligegyldigt, hvad

ego'et går ind i. Politik, religion,
økonomi eller uddannelse. Så længe

det stammer fra den falske premisse, at
der er et separat 'jeg', så fortsætter det

med at skabe lidelse og separation.
Den eneste løsning for menneskeheden nu

er at vågne op.

I Buddhismen, når der ikke længere er en
følelse af 'jeg', som en separat ting og

samtidigt med, at der ikke er andre end
'Jeg', så er det Nirvana, ophøret af selv-

centreret aktivitet, ophøret af vrang-
forestilling, ophøret af at drømme,

og vågne op fra rollen
I livets drøm.

Biblen siger, at Ordet blev kød og
Han tog bolig iblandt os.

Ordet er ofte oversat til Logos, som er
et oldtids-ord med en dyb

betydning. Logos er forbundet til
evighed, sandhed og direkte afsløring.

Man kunne sige, at det er gennem Logos
eller Kristus Bevidsthed,

eller Buddha natur, at Gud's sind
er gjort kendt.

Oversat til dansk af Martin Søegaard
www.den-direkte-vej.dk

læs mere om Den Direkte Vej på
www.den-direkte-vej.dk