Hvordan fører daglig vaner til politisk vold?

Hvorfor udfører nogen politisk motiveret vold? Svaret ligger i vores daglige vaner. Adfærdshistorikeren Christiane Marie Abu Sarah fortæller, hvordan helt almindelige valg kan afføde polarisering og lede til ekstreme og endda dødelige handlinger. Hun forklarer også, hvordan man kan identificere og undgå denne adfærd for at finde ligheder fremfor forskelle mellem "os" og "dem".

Jeg vil starte med et historisk mysterium.

I 1957 var der to unge kvinder.

De var begge i 20erne,

de boede i den samme by

og de var begge medlemmer af
den samme politiske gruppe.

Det år besluttede de begge
at begå voldelige angreb.

Den ene kvinde tog et håndvåben,
og gik op til en grænsesoldat,

den anden kvinde tog en bombe
med til en travl café.

Det interessante er,

at kun én af disse kvinder,
fuldførte sit angreb,

mens den anden skiftede mening.

Hvad gjorde forskellen?

Jeg er adfærdshistoriker
og studerer aggressivitet,

moralsk erkendelse

og beslutningsprocesser i
sociale bevægelser.

Det er noget af en omgang. (Griner)

Oversat betyder det,

at jeg studerer det øjeblik, hvor et
individ beslutter sig for at handle,

de små beslutninger, der
leder op til det øjeblik,

og de historier, som individet benytter
til at retfærdiggøre sine handlinger.

Dette emne

er dog ikke kun videnskabeligt for mig.

Det er også personligt.

Jeg voksede i Kootenai County, Idaho,

og det her er meget vigtigt.

Det er ikke den del af Idaho,
der har en masse kartofler.

Vi har ingen kartofler.

Og hvis du spørger mig om kartofler,

skal jeg nok finde dig.

(Latter)

Denne del af Idaho er kendt for bjergsøer,

ridning,

skisport.

Fra 1980erne blev den uheldigvis

også kendt som Aryan Nations'

globale hovedkvarter.

Hvert år marcherede medlemmer af
det lokale nynazistiske bosted

gennem vores by,

og hvert år

protesterede byens folk imod dem.

Jeg blev student i 2001

og flyttede til New York
for at studere.

Jeg ankom i august 2001.

Som mange af jer nok ved,

blev World Trade Center bombet

kun tre uger senere.

Jeg var chokeret.

Og jeg var utrolig vred.

Jeg ville gøre et eller andet,

men det eneste, jeg kunne komme på
på det tidpsunkt,

var at studere arabisk.

Jeg vil gerne indrømme,

at jeg var den pige i klassen,
der ville vide, hvorfor "de" hadede "os."

Jeg begyndte at studere arabisk
af de helt forkerte årsager.

Men der skete noget uventet.

Jeg fik et stipendium til at
studere i Israel.

Så pigen fra Idaho tog til Mellemøsten.

Mens jeg var dér, mødte jeg
palæstinensiske muslimer,

palæstinensiske kristne,

israelske bosættere

og israelske fredsaktivister.

Og jeg lærte, at alle handlinger
har en årsag.

Det sker i en kontekst.

Jeg har sidenhen rejst rundt i verden,

jeg har studeret voldelige bevægelser,

jeg har arbejdet med NGO'er og
tidligere soldater i Irak,

Syrien,

Vietnam,

Balkan

og Cuba,

jeg har opnået en PhD i historie

og nu besøger jeg forskellige arkiver,

hvor jeg graver rundt efter

tilståelser fra kriminelle,

retssager,

dagbøger og manifester fra individer,
der har deltaget i voldelige angreb.

Og hvad kan man så lære

fra alle disse kilder?

Det viser sig, at vores hjerner elsker

små mysterier.

Så når vi ser et angreb i nyhederne,

stiller vi ét spørgsmål:

"Hvorfor?"

Hvorfor skete det?

Nu har jeg læst tusindvis af manifester,

og jeg ser, at de faktisk er imitationer.

De imiterer de politiske bevægelser,
som de er inspirerede af.

Så egentlig siger de ikke meget om

beslutningsprocesser specifikt.

Derfor skal vi lære at stille
helt andre spørgsmål.

I stedet for "Hvorfor"
skal vi spørge "Hvordan"?

Hvordan udfører individer disse angreb,

og hvordan førte årsagen bag
deres beslutninger til voldelig adfærd?

Jeg har lært forskellige ting,
ved at stille den slags spørgsmål.

Det allervigtigste er,

at politisk vold ikke er indgroet
i kulturen.

Vi skaber det.

Og hvad enten vi ved det eller ej,

så medvirker vores daglige vaner
til at skabe vold

i vores omgivelser.

Jeg har fundet nogle forskellige vaner,
der fører til vold.

Noget af det første folk gør,

når de forbereder dem selv
til en voldelig begivenhed er,

at placere sig selv i en
informationsboble.

Vi har alle hørt om "fake news"
[falske nyheder].

Noget overraskede mig:

Hver gruppe, som jeg har studeret,
har et udtryk for "fake news".

Franske kommunister kaldte dem
"den rådne presse",

den franske ekstreme højrefløj
kaldte det "svindelpressen"

og "den forræderiske presse."

Islamister i Egypten
kaldte dem "fordærvede nyheder"

og egyptiske kommunister kaldte dem...

"fake news."

Hvorfor bruger grupper så meget tid
på at skabe informationsbobler?

Svaret er faktisk ret simpelt.

Vi baserer vores beslutninger på
information, vi stoler på.

Så hvis vi stoler på dårlig information,

tager vi dårlige beslutninger.

En anden interessant vane,
som individer brugte,

når de ville udføre et voldeligt angreb,

var, at de ikke så deres offer
som et individ,

men som et medlem af det modsatte hold.

Nu bliver det ret sært.

Lidt sjov hjerneforskning kan forklare,
hvorfor denne tankegang er effektiv.

Som et eksempel, kan vi
dele jer i to hold:

Blå hold

og rødt hold.

Derefter beder jeg jer om
at konkurrere mod hinanden.

Det sjove er, at allerede
efter få millisekunder

begynder I at opleve glæde,

når der sket noget dårligt,
for deltagerne på det andet hold.

Hvis jeg så beder et medlem
om at skifte fra det blå til

det røde hold,

så omjusteres personens hjerne,

og inden for millisekunder

oplever personen nu glæde,

når der sker dårlige ting for
de tidligere holdkammerater.

Dette er et godt eksempel på, hvorfor
"os og dem"-tænkning er så farligt

i vores politiske miljø.

En anden vane, som personer brugte
som forberedelse til et angreb,

var at fokusere på forskelle.

Med andre ord, de så på deres ofre
og tænkte,

"Jeg har intet tilfælles
med den person.

De er helt anderledes end mig."

Igen kan dette lyde som et ret
simpelt koncept,

men det er funderet på
fascinerende videnskab.

Hvis jeg viser jer en video med
hænder i forskellige farver,

der bliver stikket med nåle.

Okay?

Hvis du er hvid,

så er der størst change for,
at du føler mest sympati

eller mest smerte,

når du ser en hvid hånd blive
stukket med en nål.

Hvis du er latino, araber eller sort

oplever du nok mest sympati,

når en hånd, der ligner din,
bliver stukket med en nål.

Den gode nyhed er, at det ikke
er en biologisk medført adfærd.

Det er noget vi lærer.

Hvilket vil sige, at jo mere tid vi
bruger sammen med andre folk,

der ikke ligner os, og jo mere
vi ser dem som en del af vores hold,

jo mere sympatiserer vi med deres smerte.

Den sidste vane, som jeg vil nævne,

er, at når personerne forberedte
sig på at udføre angrebet,

fokuserede de på særlige
følelsesmæssige signaler.

I måneder fokuserede de for eksempel
på vredessignaler som opmuntring.

Jeg nævner dette, fordi det er
meget populært lige nu.

Hvis du læser en blog eller nyhederne,

ser du folk snakke om to koncepter
fra laboratorievidenskab:

amygdala-kapring og
følelsesmæssig kapring.

Amygdala-kapring er,

når jeg viser dig et signal,
det kan være et håndvåben,

og din hjerne reagerer med et
automatisk trusselssvar

til det signal.

Følelsesmæssig kapring er meget lig dette.

Det er, når jeg for eksempel
viser dig et vredessignal

og din hjerne straks reagerer
med et automatisk vredt svar

til det signal.

Jeg tror, kvinder ofte forstår dette
bedre end mænd (griner).

(Latter)

Den slags kapring
fanger vores opmærksomhed.

Ordet "kapring" alene fanger
vores opmærksomhed.

Pointen er,

at det meste af tiden, er det ikke
sådan signaler fungerer i virkeligheden.

Hvis du læser historie,

lærer du, at vi bombarderes med
hundrede tusinder af signaler

hver dag.

Derfor lærer vi at filtrere dem.

Vi ignorerer nogle signaler

og fokuserer på andre.

Dette er utrolig vigtigt, når det
handler om politisk vold,

fordi det betyder, at angriberne
ikke kun så et vredessignal

og gik agurk.

I stedet,

brugte politikere og sociale aktivister
uger, måneder og år

på at fylde omgivelserne med
for eksempel vredessignaler

og angriberne

var opmærksomme på disse signaler,

de stolede på disse signaler,

de fokuserede på dem,

de lærte dem endda udenad.

Alt dette viser, hvor vigtigt det er
at studere historie.

Én ting er at se, hvordan signaler
fungerer i et laboratorium.

Disse laboratorieeksperimenter
er utrolig vigtige.

De giver os en masse ny viden om,
hvordan vores kroppe fungerer.

Men det er også vigtigt at se, hvordan
signalerne fungerer i virkeligheden.

Hvad kan dette fortælle os
om politisk vold?

Politisk vold er ikke noget kulturelt.

Det er ikke en automatisk, forudbestemt
reaktion på en miljømæssig stimulering.

Vi producerer det.

Vores daglige vaner producerer det.

Lad os vende tilbage til de to kvinder,
som jeg nævnte i begyndelsen.

Den første kvinde havde lagt mærke
til disse vredessignaler,

så hun tog et håndvåben

og gik op til en grænsesoldat.

Men i det øjeblik, skete der noget
meget interessant.

Hun så på soldaten

og tænkte for sig selv,

"Han er på min alder.

Han ser ud ligesom mig."

Og hun gemte sit våben væk
og vendte om.

Alt dette på grund af lille smule lighed.

Den anden kvinde havde en
helt anden historie.

Hun lagde også mærke til
disse vredessignaler,

men hun omgav sig selv med individer,

der støttede vold,

og med venner, der støttede hendes vold.

Hun befandt sig i en informationsboble.

I måneder fokuserede hun på særlige
følelsesmæssige signaler.

Hun lærte at ignorere visse kulturelle
hæmninger imod vold.

Hun øvede sig på sin plan,

hun lærte sig selv nye vaner

og da øjeblikket kom,
gik hun til caféen med en bombe

og sprang det hele i luften.

Dette var ikke en impuls.

Det var indlært.

Polarisering i vores samfund
er ikke en impuls.

Det er indlæring.

Denne indlæring finder sted hver dag:

De nyheder, vi klikker på,

de følelser, vi fokuserer på,

de tanker, som vi har om
det røde og det blå hold.

Alt dette lærer os noget,

selvom vi måske ikke
lægger mærke til det.

Den gode nyhed er,

at i modsætning til de individer,
som jeg studerer,

så kan vi stadig ændre vores fremtid.

Vi tager måske aldrig
de beslutninger, som de tog,

men vi kan stoppe med at
deltage i opbyggelsen af vold.

Vi kan kravle ud af den nyhedsboble,
som vi befinder os i,

vi kan være mere opmærksomme på,
hvilke følelsesmæssige signaler,

vi fokuserer på og

hvad, vi klikker på på netter.

Vigtigst af alt,

kan vi stoppe med se hinanden som
medlemmer af det røde

eller det blå hold.

For hvad enten vi er kristne,
muslimer, jøder, ateister,

demokrater eller republikanere,

så er vi mennesker.

Vi er mennesker.

Og vi deler ofte lignende vaner.

Vi er forskellige.

Disse forskelligeheder er smukke

og de er vigtige.

Men vores fremtid afhænger af,
at vi kan finde ligheder med dem

på den anden side.

Og det er derfor, at det er så vigtigt,

at vi uddanner vores hjerner til

ikke at deltage i opbyggelsen af vold.

Tak.

(Bifald)